Omsorg gennem kommunikation

19. januar 2026 | Nyheder

Hvordan kan målrettet sprogstøtte styrke elevernes læring og trivsel? Svaret er underviserne Katrine Nielsen og Malene Reffelt fra SOSU H blevet klogere på ved at afprøve forskellige sprogstøtteindsatser på social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen. Projektet er afsluttet, og nu handler det om at bruge viden og erfaring til at finde en model, der er bæredygtig i hverdagen og giver eleverne de sproglige redskaber, de har brug for gennem hele deres uddannelsesforløb.

De flersprogede elever på social- og sundhedsuddannelserne er meget bevidste om, at kommunikation er et af deres allervigtigste redskaber, når de skal yde omsorg for borgerne. Derfor er de også opsatte på at få styr på det danske fagsprog, som ofte kan skabe kvaler. Både Katrine Nielsen og Malene Reffelt ville derfor ønske, at sprogindsatsen fyldte mere. De er begge undervisere på SOSU H og i starten af året gennemførte de et projekt med særlig sprogstøtte, som var finansieret af midler fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, STUK.

”Eleverne er meget bevidste om, hvor afgørende sproget er for deres arbejde. De har et stærkt ønske om at kunne gøre sig forståelige, ikke mindst over for kollegaerne, men især i mødet med borgerne. Deres engagement er tydeligt, og viljen er der. Når de ikke har sproget til at udtrykke sig, oplever mange et identitetstab, fordi de ikke kan vise, hvem de er, og hvad de faktisk kan bidrage med,” siger Malene Reffelt.

Derfor var hun også glad for at være med i projektet, hvor hun som faglærer skulle supplere undervisningen med fokus på at styrke de flersprogedes danskkundskaber sammen med en anden lærer.

Katrine Nielsen underviser social- og sundhedsassistentelever i dansk på SOSU H i Hillerød på grundforløb 2. I projektet med sprogstøtte drejede det sig dog om elever på hovedforløbet.

”I hverdagen kan vi sagtens se, at der er et behov for sprogstøtte, og vi gør, hvad vi kan, men der er en del elever, som kræver noget mere. Så det har været rigtig fedt at kunne fokusere på de elever og deres behov i en periode,” siger Katrine Nielsen.

Tre forskellige forsøg

Det STUK-finansierede projekt gik ud på at afprøve en sprogstøtteindsats tre forskellige steder på social- og sundhedsuddannelserne og dermed få forskellige erfaringer. Det gjaldt et forløb på social- og sundhedsassistentuddannelsen i Hillerød, som Katrine Nielsen stod for, et forløb på social- og sundhedshjælperuddannelsen på Vesterbro i København, som Malene Reffelt var ansvarlig for og så et forløb på grundforløbet på Nørrebro, som andre kollegaer stod for. I alt 40 elever indgik i projektet og i alle tre forløb var der fokus på mundtlighed og samtale, så de flersprogede fik styrket deres mulighed for at deltage i klasseundervisning og gruppearbejde.

I praksis var Malene og Katrine med som ekstra sprogstøtteundervisere i ca. to timer ad gangen. Katrine Nielsen deltog i første skoleperiode på social- og sundhedsassistent, hvor hun tog de seks flersprogede elever på holdet ud og underviste som et lille hold. Hun satte særligt fokus på at deltage i gruppearbejde, fordi det kan være en særlig udfordring, hvis det danske sprog ikke er flydende.

”De oplever, at etnisk danske elever taler meget hurtigt, så det kan være svært at nå at byde ind. De skal måske lige have 30 sekunder til at tænke sig om, og så er det måske allerede blevet sagt. Så det var sådan noget, vi arbejdede på,” siger Katrine Nielsen.

Hjælp til selvhjælp

Det gik bl.a. ud på at få hjælp til nogle sætningsstartere, så det var hurtigere at formulere et svar. Katrine Nielsen deltog typisk, når eleverne skulle i gang med en ny opgave. Underviseren i den store klasse læste opgaven højt, og så gik hun med de seks elever ind i et andet rum, hvor de i fællesskab gennemgik formuleringerne i opgaven.

”Sådan en formulering som ”hvad går teorien ud på?” giver god mening for os, men det gør den ikke for den flersprogede. Der er ikke nogen, der ’går’, og der er ikke noget ’ud’, og der er heller ikke noget ’på’. De forstod ikke billedsproget og vidste derfor heller ikke, hvad de skulle svare. Tilsvarende spurgte jeg dem, om de vidste, hvad et ord som ’drøfte’ betød. Det var der ikke én af dem, der vidste. Det er jo ret centralt, for vi beder dem typisk om at gå ud i grupper og drøfte, tale om, diskutere. Hvis de misser det, er det meget svært at besvare opgaven,” siger Katrine Nielsen og Malene Reffelt supplerer:

”Vi bruger ofte formuleringer som ‘borgeren tager kun medicinen lejlighedsvist’. Men hvad betyder det egentlig? Tager han den kun, når han er i sin lejlighed – eller bliver medicinen vist frem der? Den slags udtryk kan skabe stor forvirring for eleverne, og det er vores opgave at hjælpe dem med at forstå dem. Det er en reel udfordring, og det ville det også være for os andre, hvis vi skulle navigere i et fremmed sprog.”

Hold fast i ordene

Malene Reffelt var også ekstra underviser på et hold social- og sundhedshjælpere, hvor 21 elever havde brug for sprogstøtte. Malene kunne koncentrere sig om det, som særligt de flersprogede synes var svært. Eleverne bød ind med de ord, som de synes var svære i fagteksterne. Det kunne handle om udtale, at forstå sammenhængen eller hvordan ordet bliver anvendt i praksis. Det kunne dreje sig om alt fra hygiejniske principper til Maslows behovspyramide og arbejdsmiljørepræsentant. Derudover fortsatte Malene med at sprogstøtte eleverne i 1,5 time om ugen, mens de var i oplæring.

Underviserne er enige om, at udfordringerne ikke skal få dem til at stoppe med at bruge disse ord og udtryk. De indgår naturligt i det danske sprog og i fagsproget, så opgaven er at udvide de flersprogedes ordforråd, så de kan klare sig endnu bedre. Til gengæld er det vigtigt, at de som undervisere er bevidste om, hvilke ord og udtryk der kan udgøre uventede forhindringer i undervisningen.

Indsats bør fortsætte

Malene Reffelt og Katrine Nielsen er enige om, at den optimale sprogstøtte gives, når en sundhedsfaglærer og en dansklærer får lov at arbejde tværfagligt og være i klassen samtidig. Faglæreren har glæde af den dansksproglige kompetence, mens dansklæreren kan mangle forklaring på faglige begreber, som faglæreren kan bidrage med.

Alle elever sprogscreenes, inden de starter på GF2, men underviserne kunne godt ønske sig, at det blev fulgt op af en mere struktureret sprogindsats helt fra starten på grundforløb 2 og videre gennem hele skoleforløbet. Projekter, som det, de netop har gennemført, understreger efter deres mening, at sprogstøtten giver mening.

”Jeg kunne godt ønske, at det blev tilbudt på alle hold som en del af undervisningen. Og så kunne det være godt, hvis det blev suppleret af en SPS-lignende indsats, hvor der er ressourcer til, at jeg som underviser i dansk som andetsprog kunne supplere med støtte individuelt eller i nogle mindre grupper,” siger Katrine Nielsen, der bakkes op af Malene Reffelt.

”Hvis vi får mulighed for at hjælpe og støtte dem med det sproglige gennem hele uddannelsen, tror jeg, at man på sigt vil kunne se, at der er flere, der fuldfører uddannelsen.”

Så kan man som udenforstående berettiget spørge: Når erfaringerne er så gode, hvorfor tilbydes sprogstøtten så ikke gennem hele uddannelsen? Og der arbejdes da også på, hvordan det kan gøres, fortæller Elisabeth Storm Sandorff. ”Erfaringerne fra projektet har givet os et solidt grundlag for at forstå, hvordan målrettet sprogstøtte kan styrke elevernes læring og trivsel. Vi er nu i gang med at undersøge, hvordan vi bedst kan indarbejde disse elementer i uddannelsen på en måde, der hænger sammen med de øvrige faglige mål, oplæringsforløbene og de ressourcer, vi har til rådighed. Målet er at finde en model, der både kan være bæredygtig i hverdagen og samtidig give eleverne de sproglige redskaber, de har brug for gennem hele deres uddannelsesforløb.”

Katrine Nielsen har været ansat på SOSU H i fire og et halvt år som underviser i dansk på grundforløb 2 og på hovedforløbet på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Tidligere har hun arbejdet flere år på en sprogskole. Katrine Nielsen er uddannet cand.mag. i dansk og historie og har efteruddannelse i FVU-dansk.

Malene Reffelt har været ansat i fem år på SOSU H som underviser, først på grundforløb 2 i uddannelsesspecifikke fag og nu på hovedforløbet på social- og sundhedshjælper-uddannelsen i uddannelsesspecifikke fag. Hun har tidligere været i praksis hhv. som klinisk vejleder i ergoterapi og underviser i tilsammen 15 år. Malene Reffelt er også ressource person i dysfasi.

Elisabeth Storm Sandorff har været projektansvarlig på denne sprogindsats på SOSU H og kan kontaktes på esa@sosuh.dk, hvis du ønsker at videre mere om projektet.

Kajas rejse mod Euro-Skills

Kajas rejse mod Euro-Skills

9. september mødes de allerbedste erhvervs-elever i Herning til Euro Skills. Eleverne er allerede blevet valgt som de bedste i deres eget land, og nu skal det afgøres, hvem der er Europas bedste. Kaja Lorenzen fra Aabenraa repræsenterer Danmark i SOSU-faget. Jeg ville...

Fotosyntesen kan drille

Fotosyntesen kan drille

Naturfag kan være en af de hårde nødder at knække på social- og sundhedsuddannelserne – ikke mindst når eleverne er tosprogede og måske aldrig har haft faget før. Naturfagslærer Kirsten Schøtt på SOSU Midt- og Vestjylland holder...

Sprogforløb skaber vindere

Sprogforløb skaber vindere

Både kommuner og deltagere i Midt- og Vestjylland er begejstrede for ”Godt på vej til SOSU”, som SOSU-skolen står for. Kommunerne får motiverede og dygtige medarbejdere, mens deltagerne tager første skridt til en uddannelse, de brænder for. Det lyder som en stensikker...

Nyt formandskab i Danske SOSU-skoler

Nyt formandskab i Danske SOSU-skoler

Den 19. maj holdt Danske SOSU-skoler sin årlige generalforsamling, hvor der også blev valgt nyt formandskab. Direktør Lene Kvist fra SOSU Nord blev ny formand (midt i billede) og direktør Peter Møller Pedersen, SOSU Skive-Thisted-Viborg, og direktør Inge Dolmer, SOSU...

Dagbog fra Euroskills-træningslejren

Dagbog fra Euroskills-træningslejren

Første dag - 15. maj I Aalborg er der i disse dage international træning som forberedelse til EuroSkills i Herning i 2025. Henrik er Norges deltager, og han er sammen med sin træner Stine rejst til Aalborg og SOSU Nord for at...

Ny Vestergade 17, 2. sal

1471 København K

sosu@sosu.dk

 

CVR: 29739439

EAN: 5797200085023

Vil du altid være opdateret på, hvad der rører sig?

Følg os på LinkedIn, hvor vi løbende opdaterer,
hvad der rører sig på vores område.