FOA og Danske SOSU-skoler:

Vi taler ofte om manglen på medarbejdere i ældreplejen. Og det er et tema i valgkampen: Den uoverstigelige rekrutteringsudfordring, der ikke er til at overse.

Heller ikke af Finansministeriet, hvis nyeste fremskrivning viser en mangel på næsten 25.000 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter frem mod 2035.

Og baggrunden den kender vi. Der kommer flere ældre over 80 år, samtidig med at der bliver færre i den arbejdsdygtige alder.

Men tallene peger også på noget andet, der er mindst lige så alvorligt: Vi står i en kompetencekrise.

På bare ti år er andelen af ikke-faglærte i ældreplejen steget markant. Fra hver tiende til omkring hver femte.

Mangel på uddannelse giver risiko for fejl og utryghed

Kompetencerne er der brug for. For det er ikke en ’nem tjans’ at arbejde på ældreområdet. Opgaverne kræver faglig viden og vurdering, dokumentation, kommunikation med pårørende og tæt samarbejde på tværs af faggrupper.

Når det samlede kompetenceniveau udhules, fordi flere og flere kollegaer ikke har uddannelse, risikerer vi ikke bare travlhed. Vi risikerer fejl, utryghed og en
grundlæggende svækkelse af den borgernære velfærd.

Derfor er det for snævert kun at tale om rekruttering.

Det skal ikke lyde som en løftet pegefinger mod de mange ikke-faglærte, der hver dag gør en forskel for borgerne i ældreplejen. Tværtimod. De er en ressource og en målgruppe, kommunerne faktisk lykkes med at rekruttere. Den historie fortæller tallene jo også.

Problemet opstår, når flere og flere ansættes uden en forpligtende uddannelsesvej, der sikrer fagligheden og gør medarbejderne i stand til at levere en kvalitet i omsorgen og plejen, borgerne har brug for.

Et andet og måske større problem er, at det samtidig bliver vanskeligere at uddanne elever. For når andelen af ikke-faglærte stiger, følger det naturligvis også, at der mangler faglærte, eleverne kan læne sig op ad under deres oplæring.

Problemerne kalder på et kompetenceløft, og at arbejdspladserne tør planlægge med det lange lys på. Også når hverdagen presser.

Tre skridt ud af kompetencekrisen

Politisk er der allerede gjort meget. Det anerkender vi fuldt ud. Før jul indgik regeringen en god og solid trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, hvor
antallet af lærepladser blev hævet fra 9.000 til 11.000.

Det er en vigtig aftale. Men skal kompetencekrisen ikke blive afgrundsdyb, har vi brug for en endnu tydeligere retning, der sikrer mere faglighed.

Vi mener, der er tre skridt, som kan føre os på rette vej:
For det første bør der være mere forpligtende uddannelsesspor for ikke faglærte i ældreplejen. Når en ikke-faglært ansættes, bør der fra dag ét ligge en plan for kompetenceopbygning. Det vigtige er, at der er en reel ’uddannelsesvej’ med tydelige trædesten, ikke et håb om, at det måske sker en dag.

For det andet bør kommunerne have bedre muligheder og stærkere incitamenter til at prioritere systematisk opkvalificering med det klare mål at styrke kvaliteten og arbejdsmiljøet. En stabil og målrettet pulje. For uddannelse kræver planlægning, frikøb, uddannelsespladser og ledelsesmæssig
prioritering – og det sker for sjældent, hvis det alene skal rummes i en presset drift.

For det tredje skal samarbejdet mellem kommuner og social- og sundhedsskoler styrkes, så ansættelse, oplæring og undervisning hænger bedre
sammen.

Et langt, sejt træk

Der findes allerede gode erfaringer med gæstelærerordninger og fælles greb om introduktion, hvor uddannelse bliver en naturlig del af ansættelsen.

Vi ser også begyndende gode tiltag, hvor netop fagligt dygtige oplæringsvejledere organiseres, så der er tid til elevernes oplæring.

Og vi bør skalere løsninger, der skaber et tredje læringsrum mellem skole og oplæring: fælles uddannelsessteder, hvor elever og nye medarbejdere kan blive trygge og fagligt stærkere, før de står med ansvaret alene. Skolerne har allerede professionelle simulationsrum og velfærdsudstyret. Det kan bringes i spil på nye måder.

Disse skridt skal naturligvis tænkes sammen med alt det, der allerede gøres for at rekruttere og tilknytte både elever og faglærte medarbejdere. Det er et langt
sejt træk, der kræver vedvarende politisk opmærksomhed.

Med trepartsaftalen er der aftalt et rejsehold med det fokus at øge gennemførelsen på uddannelserne. Vi tror på, at det kan være afsættet for, at alle parter tager et langt stærkere fælles ansvar for at få frafaldet ned.

Og sammen skal vi også være om at nå de 11.000 lærepladser om året, så flere starter på uddannelserne.

Men målet bør betragtes som det, det er: Et minimum og ikke som målstregen.

For vi kommer ikke udenom, at flere skal søge ind på social- og sundhedsuddannelserne – også flere end de 11.000.

Hvis politikerne mener det alvorligt, når de siger, at ældre i Danmark skal kunne regne med nærvær, omsorg og faglig kvalitet i alderdommen, skal de
også efter et valg huske, at det er nu vi som samfund skal investere i kompetencer i ældreplejen – ikke når skaden er uoprettelig, og kvaliteten er i bund.

For bliver svaret på manglen i ældreplejen flere ikke-faglærte medarbejdere uden en forpligtende plan og gode rammer for uddannelse, risikerer vi at forværre den kompetencekrise, vi allerede står midt i.