Debatindlæg af  formænd for lederforeningerne i uddannelsessektoren bragt i forkortet version i Information den 19. september 2018

I DANMARK HAR VI igennem generationer opbygget et velfungerende uddannelsessystem, der sikrer vores unge fundamentale færdigheder på et højt niveau, og sikrer vores voksne opgradering af kompetencer, så de kan møde de udfordringer, nutidens og fremtidens arbejdsmarked stiller dem.

En investering i uddannelse og opkvalificering af arbejdsstyrken er ganske enkelt nøglen til den danske succeshistorie, der er kendetegnet ved høj beskæftigelse og gode lønninger for alle grupper i samfundet. Ude omkring på uddannelsesinstitutionerne arbejder vi hver dag for at levere uddannelser af høj kvalitet. Men den indsats gør det ikke alene.

Skal succeshistorien fortælles også i de kommende generationer, så skal vi investere i uddannelsessystemet – og det vigtigste skridt lige nu er at afskaffe de bevidstløse besparelser på to pct. om året, som har stået på siden 2016.

Milliarder af kroner som kunne sikre Danmarks fremtid, er i de seneste tre år fjernet fra uddannelsesinstitutionernes budgetter. Og med regeringens nye forslag til finanslov er der lagt op til at fortsætte besparelserne.

Det er en kortsigtet tankegang, der underminerer Danmarks styrkeposition og saver den gren over, som vores fremtidige velfærd hænger på. Og derfor er vi i uddannelsessektoren gået sammen om at råbe #STOP2pctNU.

IGENNEM DE seneste tre år er der ifølge udregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – baseret på Finansministeriets egne tal – vedtaget besparelser på vores uddannelser på i alt 15 milliarder kr. gennem det såkaldte omprioriteringsbidrag. 15 MILLIARDER.

Lad os kortvarigt forestille os, hvad vi kunne have fået for de penge, hvis de ikke var blevet barberet af budgetterne:

  • Havde vi haft 15 milliarder kr. mere, kunne vi have undgået lærerfyringer, og så havde lærerne på de danske uddannelsesinstitutioner haft mere tid til den enkelte elev og studerende. Det ville betyde større nærvær, mere differentieret undervisning, mere fokus på formativ feedback og dermed undervisning af højere kvalitet. Det er nærliggende at tænke, at det også havde givet eleverne og de studerende et større psykisk overskud til at suge lærdom til sig.
  • 15 milliarder kr. havde også kunnet sikre, at flere unge påbegyndte og gennemforte en erhvervsuddannelse, fordi de fik mere tid til ordentlig introduktion til uddannelserne og til at opfylde de krav, der stilles.
  • 15 milliarder kr. havde også betydet, at flere voksne kunne få en målrettet efteruddannelse, så deres kompetencer hele tiden matcher et arbejdsmarked og et samfund i konstant forandring.
  • For 15 milliarder kr. kunne vi have oprettet sproghold på gymnasier, erhvervsgymnasier og professionshøjskoler – også i de tilfælde, hvor der var et begrænset antal interesserede elever/studerende. Så havde vi maske ikke stået i en situation, hvor grundskoler landet over mangler kvalificerede tysk- og fransklærere, og hvor erhvervslivet skriger på arbejdskraft med sprogkompetencer.
  • 15 milliarder kr. ville også have givet uddannelsesinstitutionerne mere luft til at indkøbe moderne udstyr, så man kan gennemfore undervisning, der matcher, det eleverne og de studerende kommer til at møde, når de forlader uddannelsessystemet og kommer ud på arbejdspladserne.
  • Der ville også være råd til at efteruddanne underviserne i at bruge det nye udstyr, og til at opdatere dem på informations- og kommunikationsteknologi, og på det nyeste inden for læring – alt sammen til gavn for eleverne og de studerende.
  • De mange milliarder ville også have sikret uddannelsesinstitutionerne økonomi til at fokusere mere målrettet på karrierelæring for elever og studerende og på det vigtige samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv.

Men det handler ikke kun om eleverne og de studerende. Det handler om os alle sammen. I Danmark forventer vi kvalitet, når vores syge skal plejes, når vores børn og unge skal uddannes, eller når der bygges broer, der skal holde. Hele grundlaget for den kvalitet undermineres, hvis regeringens forslag til finanslov kommer igennem, og i en tid hvor kravene og forventningerne til professionerne accelererer, er det fuldstændig uholdbart at forringe kvaliteten i uddannelserne til for eksempel sygeplejerske, ingeniør, folkeskolelærer, SOSU-medarbejder og elektriker.

UDDANNNELSE ER ikke en unødig luksus. Det er forudsætningen for, at vi kan opretholde vores velfærdssamfund, og Rockwoolfonden dokumenterede sidste ar i sin publikation Afkast af Uddannelse, at der fortsat er gode penge at tjene – for samfundet og for den enkelte – ved at investere i uddannelse.

Hvis 10.000 ufaglærte tog en uddannelse, ville det give et ekstra bidrag til det danske BNP på en milliard kroner om året – vel at mærke når prisen for at uddanne dem er trukket fra.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd drager lignende konklusioner: I en analyse fra sidste år fastslår AE-Rådet, at uddannelse fører til højere løn og lavere risiko for arbejdsløshed. Uanset om det er en erhvervsuddannelse, en kort, en mellemlang eller en lang videregående uddannelse,  man har på cv’et, så tjener uddannelsen sig selv hjem mange gange. Og det gør ifølge AE-Rådet uddannelse til “en guldrandet investering”.

Og Danmark har faktisk hårdt brug for mere arbejdskraft inden for alle uddannelsesområder, hvis væksten i de små og mellemstore virksomheder og i eksporterhvervene skal fortsætte med at generere velstand til landet, og hvis vi skal tilbyde en kvalificeret offentlig service. Allerede om få år er der ifølge AE-Rådet udsigt til at mangle 65.000 med korte og mellemlange videregående uddannelser og 72.000 faglærte, og AE-Radet har tidligere fastslået, at der også kommer til at mangle mere end 20.000 med lange videregående uddannelser.

Med mindre vi skal importere læger, sygeplejersker og SOSU’er til at tage sig af vores syge og gamle, tømrere til at  bygge vores huse, og pædagoger til at  passe vores børn, så er vi nødt til at uddanne dem selv.

En sideeffekt af at satse på uddannelse er, at både skatteindtægter og privat forbrug vil stige, hvis det lykkes at hæve det generelle uddannelsesniveau, og dermed får væksten i samfundsøkonomien et yderligere boost. Også det er et godt argument for at slukke for grønthøsteren på uddannelsesområdet.

DE DANSKE UDDANNELSESINSTITUTIONER ligger i dag spredt ud over hele landet og er med til at skabe sammenhængskraft mellem landsdelene og sikre, at rigtig mange unge mennesker tager en uddannelse. Forskning viser, at bliver skolevejen for lang, så falder eleverne fra, men med de fortsatte besparelser bliver det svært at opretholde et varieret uddannelsesudbud i de tyndt befolkede områder – især fordi antallet af unge falder på landsplan. Og det ligefrem styrtdykker i mange mindre byer.

For at sikre en bæredygtig udvikling i Danmark med robuste lokalsamfund, sammenhængskraft og velstand, som lever op til FN’s verdensmal, er der behov for, at alle – også i fremtiden – har lige adgang til kvalitetsuddannelse og muligheder for livslang læring. Det kræver, at besparelserne afskaffes, før de har gjort uoprettelig skade.

Som uddannelsesinstitutioner savner vi en klar uddannelsespolitisk vision, som ikke er styret af økonomiske sparekrav, men som handler om, hvad vi vil med vores uddannelsessystem. Og den vision må vel være, at vi far flest muligt uddannet bedst muligt, til gavn for eksporterhvervene, den offentlige og den private sektor. Til gavn for hele samfundet.

Fremtidsforskere og økonomer forventer, at den globale konkurrence skærpes i de kommende år, og at der stilles fortsat større krav til fremtidens arbejdskraft. Skal Danmark følge med, skal der ganske enkelt investeres mere i uddannelse.

Det hedder så flot, at vi skal leve af innovation, men de kreative løsninger og de banebrydende opfindelser kommer ikke blot, fordi man trækker “tænkehatten” ned over ørerne. De opstår på basis af fundamental viden, og den basale viden får vi igennem et velfunderet og vidtforgrenet uddannelsessystemet, der vægter kvalitet højt.

Derfor må og skal vi af med omprioriteringsbidraget, så uddannelsesinstitutionerne får økonomisk luft til at gøre det, de er sat i verden for: At udbyde uddannelser af høj kvalitet til gavn for den enkelte – og for samfundet. Derfor #STOP2pctNU.

Kronikører: Birgitte Vedersø (Danske Gymnasier), Ole Heinager (Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier-lederne), Stefan Hermann (Danske Professionshøjskoler), Charlotte Lundblad (Danske Erhvervsakademier), Verner Rylander-Hansen (Danske HF & VUC), Anders Bjarklev (Danske Universiteter), Torben Vind Rasmussen (Efterskoleforeningen), Karsten Suhr (Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier), Jens Munk Kruse (Danske Landbrugsskoler), Elsebeth Gerner Nielsen (Rektorkollegiet for de Kunstneriske og Kulturelle Uddannelser), Jeppe Rosengård Poulsen (Danske SOSU-skoler).

Læs indlægget i Information