18.-20. januar 2018 er der DM i SOSU. Her kan de besøgende se og opleve social- og sundhedsfaget på egen krop og blive klogere på de mange muligheder, en social- og sundhedsuddannelse giver.

For 8. år i træk skal Danmarks bedste social- og sundhedsassistent-elever findes. Det sker ved DM i Skills, der finder sted den 18.-20. januar 2017 i MCH Messecenter Herning. Begivenheden er en anledning til både at hylle de dygtige, modige elever og det bedste udstillingsvindue for uddannelserne og faget, mener sekretariatschef hos Danske SOSU-skoler, Michael Esmann.

”Der er bred enighed om, at vi har en stor udfordring i at sikre nok faglærte til at varetage professionel pleje og omsorg af vores ældre og syge. Og den udfordring bliver kun større. Derfor er det afgørende, at flere, ikke mindst unge, får interesse for faget og uddannelserne. En af vejene er at vise fagets store alsidighed og faglighed og øge kendskabet til de mange muligheder man har for at udvikle sig både i jobbet og ved videre uddannelse. Det gælder både med en ordinær erhvervsuddannelse og med EUX Velfærd”, siger Michael Esmann.

Café for forældre

Ud over at følge den tre dage lange dyst på SOSU-scenen kan unge, forældre, undervisere og andre interesserede selv prøve nogle af opgaverne inden for social- og sundhedsfaget.

Torsdag aften og lørdag formiddag vil der være SOSU-café, hvor forældre kan møde undervisere, elever og vejledere og høre mere om de muligheder, deres børn får med en SOSU-uddannelse.

Om konkurrencen

I konkurrencen om at blive Danmarks bedste SOSU-assistent dyster fem par social- og sundhedsassistent-elever i de mange forskellige opgaver, der er i jobbet. Deltagerne skal pleje og støtte borgere (spillet af skuespillere), med forskellige lidelser og i forskellige omgivelser. Og som i virkeligheden er der overraskelser undervejs.

Deltagerne skal igennem i alt fire forskellige opgaver i løbet af konkurrencen, som begynder torsdag kl. 11. og slutter lørdag kl. 12. Vinderparret kåres ved den fælles afslutningsceremoni kl. 14.
Kl. 15.30 er der præmieoverrækkelse og hædring af deltagerne ved DM i SOSU ved SOSU-scenen.

Kontakt

Kommunikationskonsulent Tanja Aas, telefon 42 41 35 03

Sekretariatschef Michael Esmann, telefon 42 41 35 01

Om DM i Skills

Til årets DM i Skills dyster de bedste unge inden for 42 erhvervsuddannelser om at blive Danmarksmestre indenfor netop deres fag.

Eventen er desuden en unik mulighed for at komme helt tæt på mange forskellige erhvervsuddannelser, og de mange forskellige karriere- og videreuddannelsesmuligheder de byder på. Der er i alt ca. 100 stande og aktiviteter for alle børn i skolealderen.

Følg med i DM i SOSU her:

Facebook-siden DM i SOSU
Danske SOSU-skolers Instagram

Se også:

De skal med til DM i SOSU 2018