En stor del af underviserne på landets SOSU-skoler er sundhedsfagligt uddannede og kan hjælpe vaccineberedskabet med at vaccinere vores egne elever og øvrigt sundhedspersonale. Så regioner og kommuner: Brug os – vi er klar til at hjælpe til med at løfte opgaven  

Af Lisbeth Nørgaard, Formand for Danske SOSU-skoler  

Når COVID19-vaccine er på markedet om et øjeblik, står landets SOSU-skoler klar til at hjælpe med at vaccinere sundhedspersonalet, der står forrest i køen for at få vaccinen.

Landets SOSU-skoler har sundhedsfagligt uddannede undervisere, og vi både kan og vil gerne bidrage til arbejdet med at få så mange som muligt vaccineret hurtigst muligt.

Vaccine af alle elever
Vores elever er en del af sundhedspersonalet og velfærdssektoren, og skolerne tilbyder at hjælpe med hurtigst muligt at vaccinere egne elever. Det vil lette presset i resten af systemet – og sikre, at eleverne ikke bringer smitte med ud i deres praktik.

Endagskurser til SOSU-assistenter
SOSU-skolerne har kapacitet til med kort varsel at gennemføre en opfriskning af SOSU-assistenternes kompetencer i injektion af medicin. Nogle arbejder allerede med dette dagligt i deres job, men mange gør ikke og har derfor brug for en opfriskning. Med kurset kan endnu flere SOSU-assistenter, der arbejder i kommunen bidrage i arbejdet med at vaccinere raske.  Alle landets SOSU-skoler samarbejder om at tilbyde disse kurser, der som udgangspunkt er gratis for alle faglærte. Skolerne åbner for individuel tilmelding allerede den 4. januar. Kurserne kan laves virtuelt, på skolerne eller ude på arbejdspladsen, hvis arbejdsgiveren kan samle en gruppe af deltagere.

Mulighed for at frigøre personale, hvis nødvendigt
Endeligt, hvis behovet opstår, er skolerne klar til at undersøge muligheden for at frigøre undervisere, så de kan indgå i vaccineberedskabet på fuld tid i en periode.  Vi er åbne for henvendelser fra både myndigheder, regioner og kommuner.

Så kære vaccineberedskab. Der er masser af ressourcer at hente hos SOSU-skolerne. Vi er klar!

For yderligere oplysninger, kontakt Michael Esmann, sekretariatschef, Danske SOSU-skoler.