Underviser Jennie Nielsen fra Social- og Sundhedsskolen Fyn vinder Politikens Undervisningspris 2020 i hovedkategorien ”erhvervsskoler”.

Det var en tydeligt overrasket og rørt Jennie Nielsen, der i denne uge fik overbragt nyheden om, at hun kåres som årets underviser i forbindelse med sin indstilling til Politikens Undervisningspris 2020. To journalister og uddannelsesredaktøren fra Politiken overraskede Jennie med den glædelige nyhed, som hun var i gang med at undervise sine elever i faget SOSU-faglighed.

”Jeg er virkelig overvældet over, at mine elever har taget sig tiden til at vise mig den anerkendelse, som sådan en indstilling er – og så betyder prisen helt sikkert også, at jeg bliver bekræftet i den tid, som jeg ligger i min undervisning. Det motiverer mig i den grad til at forsætte min undervisning med samme energi og engagement”, fortæller Jennie Nielsen.

Jennie har undervist på Social- og Sundhedsskolen Fyn i Odense siden 2018, og det er tredje år i træk, at hun nomineres til undervisningsprisen. Ifølge direktør Gunna Funder Hansen er det særligt Jennies evne til at skabe fællesskab og stolthed omkring SOSU-faget, som har været udslagsgivende for, at prisen går til Jennie i år.

”Når Jennie vinder prisen i dag, er det i høj grad fordi, hun formår at være noget for andre. Men det er også fordi, hun formår at bære værdien videre i sin undervisning, hvor hun skaber et undervisningsmiljø, hvor eleverne også er noget for andre – og ikke mindst for hinanden. På den måde skaber Jennie ikke bare et fremragende læringsmiljø, men også professionsdannelse: Hun skaber vaskeægte stolt SOSU-faglighed. Og meget større bliver det ikke – når man er en SOSU-skole”, lød det i Gunna Funder Hansen tale til Jennie og skolens elever, som var mødt op på skolens boldbaner for at fejre kåringen.

Med prisen som årets underviser følger også en pengepræmie på 75.000 kroner. En tredjedel af beløbet er øremærket til skoleprojekter eller efteruddannelse. Hvad pengene skal bruges på, har Jennie allerede haft lejlighed til at tænke en smule over:

”Selvom det er mig, der har vundet, så er det også elevernes pris, så præmien skal også komme dem til gode. Men om det skal være tiltag som styrker det sociale eller faglige fællesskab, det er jeg ikke sikker på endnu”, fortæller Jennie.

Jennie får officielt overrakt prisen som året underviser den 18. august, når Politikens Undervisningspris markeres ved en festlighed i Politikens Hus.

OM UNDERVISNINGSPRISEN
Hvert år hylder Politiken og Lundbeckfonden de dygtigste og mest dedikerede lærere i Danmark. På baggrund af indstillinger fra elever, forældre og kolleger finder et panel bestående af fagfolk og elevrepræsentanter frem til året undervisere i kategorierne ”grundskolen”, ”gymnasiet” og ”erhvervsskolerne”.  Tre undervisere fra Social- og Sundhedsskolen Fyn har i år været nomineret i kategorien ”erhvervsskoler”.

FOR YDERLIGERE OPLYSNINGER
Kontakt kommunikationskonsulent Morten Mossin Madsen på tlf. 21 89 72 04 eller mail moma@sosufyn.dk.