Hun kan åbne døren ind til en mand, der ikke kan gå. Til en dame, der ikke kan sprøjte den insulin, som holder hende i live i kroppen. Og til en ensom ældre, der er vred og utryg. Når vi får tillid til hinanden, kan jeg bedst hjælpe borgeren, fortæller SOSU-hjælper Cathrine fra Kalundborg.

 

Af Tobias Lauritzen

Hun har som SOSU fået borgere til at gå, der før havde vanskeligt ved blot at tage et par enkelte skridt.

En af Cathrines Schackingers spidskompetencer er nemlig rehabiliterende arbejde med ældre borgere.

“Jeg bruger relationen til at forbedre borgerens helbred. Når vi først har etableret en god tillid mellem os, kan man mere sammen, end man tror”, lyder det fra Cathrine Schackinger, som er social- og sundhedshjælper i Kalundborg Kommune og uddannet i 2019.

Når Cathrine Schackinger trækker i den blå SOSU-uniform og træder ind ad døren hos ældre borgere i Kalundborg, møder hun borgere, der kan være lamme, eller som har andre alvorlige problemer med kroppen og psyken.

”Selvom en borger kan være vred eller utryg, måske fordi man er ensom eller har ondt i kroppen, så kan det sagtens lykkes at få borgeren op at stå og i gang. Og når det først er lykkedes, kan det være som at møde et helt nyt menneske. Det handler om at give borgeren et godt hverdagsliv med gode rutiner gennem empati og rehabiliterende arbejde”, fortæller hun.

Man skal bruge sin professionelle intuition

Det er afgørende for Cathrine Schackinger at fornemme borgerens temperament. Hun bruger den information til at arbejde ud fra.

Hvordan den ældre har det psykisk eller fysisk den pågældende dag har nemlig stor betydning for, hvordan hun møder og hjælper den ældre:

“Hvis du altid gør, hvad der står på skemaet, så er det ikke sikkert, at borgeren kan følge med, eller at du kan få deres tillid. Jeg oplever, at hvis jeg møder borgeren, der hvor de er, så får vi virkelig gode resultater. Så ved jeg, hvornår jeg skal ”presse” på og være tålmodig. Jeg har plejet borgere, som har været lamme i dele af kroppen og alligevel ender med at gå med rollator. Det kan være forskellen på at skulle være afhængig af andre konstant og faktisk kunne selv, og det kan give stor trivsel”.

“Hvis en borger skal i bad, men hun ikke kan eller ikke vil, så er det jo min opgave at få hende i humøret, og få det til at ske på en måde, hvor det er behageligt og en god oplevelse for alle parter. Et bad er ikke bare et bad”, siger Cathrine Schackinger.

Man bliver en del af hinandens liv

For nogle ældre er Cathrine den primære besøgende i hjemmet. Derfor er det særligt vigtigt at opbygge en personlig relation i forbindelse med plejen.

“Det er jo også derfor, at relationen er så vigtig, for nogle kan man være som et familiemedlem. Hvis der ikke er så mange andre i den ældres liv, bliver vores rolle jo også det vigtigere”, understreger hun.

Sidste år vandt Cathrine Schackinger prisen som et af landets største velfærdstalenter blandt andet på grund af sit rehabiliterende arbejde, men også grundet sin høje grad af empati. Prisen uddeles hvert år i et samarbejde mellem Pensionsselskabet PenSam og FOA Ungdom, hvor 100 unge velfærdstalenter hyldes.

Danske SOSU-skoler sætter i anledning af SOSU-uddannelsens 30 års jubilæum fokus på SOSU’ernes forskellige jobs i resten af 2021. Skriv gerne til os på mms@sosu.dk, hvis du har en god historie om SOSU’ens faglighed.