Regionerne forlænger den nationale kampagne “Dit barns fremtid”, der skal øge forældres viden om SOSU-uddannelserne og andre erhvervsuddannelser.

Egentligt skulle kampagnen, som SOSU-skolerne bakker op om, slutte ved udgangen af 2017, men de fem danske regioner er blevet enige om en treårig forlængelse af kampagnen “Dit barns fremtid”. Dermed fortsætter kampagnen til slutningen af 2020. Der er nemlig fortsat brug for at stå sammen om at styrke erhvervsuddannelserne, er opfattelsen i regionerne.

I en nyhed fra Danske Regioner siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland, der er administrativ tovholder på kampagnen:

”Der er brug for en ændring i opfattelsen af erhvervsskolerne, og erfaringerne viser, at forældrene er en vigtig brik. Derfor er jeg glad for, at alle regioner fortsat ønsker fokus på den del af indsatsen”.

Fokus for kampagnen er job- og karrieremuligheder, en ny fortælling om erhvervsuddannelser og samarbejde mellem skoler og virksomheder.

Se også

Nyhed fra Region Midtjylland 

Kampagnesitet ditbarnsfremtid.dk