Formand i Danske SOSU-skoler opfordrer til bredt samarbejde, når det gælder rekruttering af de mange podere, der nu skal videre i karrieren.

Hen over sommeren var flere af landets SOSU-skoler på ”charme-offensiv” på landets testcentre. Det skrev flere medier om. Mange virksomheder og uddannelser er nemlig interesserede i den store arbejdsgruppe, der efterhånden ikke har så mange næser at pode længere. Copenhagen Medical holdt uddannelses- og jobmesse i Hovedstaden i August, og nu inviterer Falck til jobmesse den 6. oktober i Aalborg og den 11. oktober i Roskilde og Aarhus, hvor også flere SOSU-skoler er inviteret.

I Danske SOSU-skoler hylder vi alle de tiltag, der bliver lavet for at vise SOSU-fagets mange muligheder frem, siger Lisbeth Nørgaard, der er formand for foreningen.

”Vi brugte sommeren på at vise flaget ved så mange test-steder som muligt. Vi håber, at vi har sået et frø, og at samarbejdet kan spire videre blandt kommuner, testudbydere og SOSU-skoler”, siger formanden.

Hun påpeger, at rekruttering er en stor samfundsopgave, og at vi kommer længere, jo flere vi er.

”Vi får også opkald fra kommuner, der har hørt om vores samarbejde med testudbydere og nu gerne vil lave lignende samarbejde. Vi håber, at mange flere kommuner vil række ud til os skoler og til testudbyderne, så vi fortsat kan vise de unge mennesker SOSU-faget fra forskellige fronter.”