Et nyt forskningssamarbejde mellem antropologer og IT-udviklere skal afhjælpe det faktum, at Danmark om 5 år vil mangle 42.000 SOSU’er i ældreplejen. Både SOSU Esbjerg og SOSU H bidrager til projektet og ser frem til at tilegne sig ny viden i forskningssamarbejdet.

 

En ny læringsunderstøttende app, udviklet under projektet Fra Migrant til SOSU-aspirant, skal understøtte migranters læring, kommunikation og samarbejde i arbejdssituationer. Derudover vil der blive bedre erfaringsudveksling blandt landets SOSU-skoler og kommunale ældresektorer, og det skal sikre optimale uddannelsesforhold, tiltrække nye elever og motivere flere migranter til at blive i SOSU-faget.

 

På SOSU Esbjerg ser man frem til projektet, da de netop har set et stort potentiale blandt migranter ude på SOSU-skolerne: “Lokale projekter med fx østeuropæere viser med al tydelighed, at der er et stort potentiale for at tiltrække endnu flere elever de kommende år. Projektet her kan forhåbentlig gøre os klogere på, hvordan vi kan lykkes med det”, siger Lisbeth Nørgaard, direktør på SOSU Esbjerg, og fortsætter:

 

”Vi har på SOSU-skolerne netop forsøgt at få et større fokus på at tiltrække elever til faget. Derfor er det positivt, at projektet har mange forskellige aktører fra sektoren med. Sammen kan vi helt sikkert skabe gode resultater”.

 

Også SOSU H hilser alle gode initiativer og kræfter velkommen, der har til formål at tiltrække og gennemføre flere SOSU-elever og -medarbejdere generelt, og det særlige fokus på migranter er yderst velkomment: ”Projektets tiltag vil motivere flere migranter til at blive i branchen. Jeg håber, at dette initiativ bliver et blandt mange, der skaber fokus på de gode jobmuligheder og spændende arbejdsopgaver, der venter fremtidens social- og sundhedsmedarbejdere”, siger Jeppe Rosengård Poulsen, direktør på SOSU H.

 

Projektet er udviklet af Moesgårds Antropologiske Analyseenhed ved Århus Universitet i samarbejde med Alexandra Instituttet. I projektet bidrager også Danske SOSU-skoler, SOSU Esbjerg, SOSU H, Høje Taastrup Kommune, Varde Kommune, Vejen Kommune, Fællesudvalget for de Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser, FOA og KL.