På Nykøbing Falster Sygehus inviterer de nu social- og sundhedshjælpere ind på afdelingerne. Det giver helt nye karrieremuligheder for faggruppen, skriver FOA. Og det er positivt, mener formand for Danske SOSU-skoler, Lisbeth Nørgaard, der dog opfordrer til, at vi stadig dyrker hjælperens kernekompetence som den gode generalist i det store rekrutteringsspørgsmål.

 

På Nykøbing Falster Sygehus er de, som så mange andre, pressede på personalefronten. Derfor har de valgt at kigge mod social- og sundhedshjælpere som en ny faggruppe på sygehuset. Og interessen er overvældende, skriver FOA i artiklen: ’Sygehus vil ansætte SOSU-hjælpere – og det strømmer ind med ansøgninger’.

Tidligere har det nemlig ikke ligget i stillingsbeskrivelsen for social- og sundhedshjælpere at arbejde på sygehuse, men det ønsker de nu at lave om på i Nykøbing Falster, fortæller Inge Paamejer, der er sygeplejefaglig vicedirektør på Nykøbing Falster Sygehus til FOA.

Sygehuset har indtil videre modtaget mere end 50 ansøgninger til ti stillinger. Vicedirektøren fortæller, at hjælperne kommer igennem et stringent opkvalificeringsforløb, og at dette gavner karrieremulighederne.

Den gode generalist

Det er formand for Danske SOSU-skoler, Lisbeth Nørgaard, enig i.

”Det er vigtigt, at der lokalt bliver skabt gode karrieremuligheder og ikke kun gode jobmuligheder for en uddannelse som social- og sundhedshjælper. På den måde er det et godt og nyskabende initiativ, som andre sikkert med fordel kan lade sig inspirere af. På den lange bane vil det måske endda kunne tiltrække flere til faget”, siger hun, men påpeger, at vi ikke må miste fokus på hjælperens kernekompetence som den gode generalist og den gennemgående fagperson i borgerens liv.

”Social- og sundhedshjælperen har så afgørende en betydning for rigtig mange. Vi skal fortsat være skarpe på at synliggøre den professionelle relationskompetence, der er så vigtig for at kunne yde en korrekt og omsorgsfuld pleje. Det er denne kompetence, der skal i fokus, og ikke hvorvidt man arbejder på et sygehus”. 

 


Læs også:

Regeringsudspil medfører flere SOSU’ere, men kvaliteten skal følge med

SOSU’er med speciale i velfærdsteknologi er en efterspurgt vare