På Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader redder social- og sundhedsassistenter Simone Hansen liv. Hun bliver en tæt relation for patienter og pårørende, og hver dag måler hun blodtryk, doserer medicin og sørger for, at de får mad.

 

Af Tobias Lauritzen

Solen skinner gennem ruden til værelse 91 på Hvidovre Hospital. Foran vinduet sidder Karsten på 71 år fast i sin stol. Nakken er bøjet, indimellem sender han febrilsk viftende hænder ud i rummet, næverne er bundet ind i, hvad der ligner boksehandsker.

Karsten sidder fast, ikke fordi han er spændt fast til stolen, eller ikke må gå; han kan ikke længere, og han ved ikke, hvor han er.

For seks måneder siden faldt han på badeværelset i sin lejlighed og fik kraniebrud. Nu er han hjerneskadet. Boksehandskerne om hænderne, som er bandager, sikrer, at han ikke river sondeslangen, som hver dag giver ham mad, fri fra maven.

Om lidt skal han have frokost.

Ude på gangen kommer social- og sundhedsassistent Simone Hansen gående med sondeudstyr på et stålstativ. Med sig har hun også blodsukkermåleapparat, medicin og en corona-prøve.

Simone Hansen har passet Karsten i tre måneder, og selvom Karstens hjerneskade er så alvorlig, at han har svært ved at forstå alt, hvad der foregår, er han begyndt at være tryg ved Simone Hansen. De taler et sprog, der tolkes af toneleje og venlig berøring på skulderen eller hånden.

“Hej Karsten, hvordan har du det i dag?”, lyder det, da Simone træder ind på stuen.

Et mørkt brummende “ja” kommer over fra stolen.

Simone Hansen indstiller sondeudstyret. 250 milliliter flydende mad fordelt af en pumpe gennem en tynd gennemsigtig slange, så maden ikke løber for stærkt ind i kroppen.

På væggen hænger en kostplan. Tre gange dagligt får han mad: Morgen, middag og aften. Fra sondeposen begynder brun væske at dryppe med korte mellemrum gennem tuben og ned i slangen. Simone trækker udstyret hen til Karsten og fastspænder sondestrengen i maven. Kørestolen, han sidder i, har tæpper viklet om sædet og hovedgærdet, langsomt drejer han hovedet til venstre og registrerer hende. På væggen hænger billeder af hans datter og ham. Han ligner sig selv.

“Her kommer jeg med lidt sondemad, det er tid til frokost, Karsten, har du lyst til det?”

“Ja”, siger han.

“Jeg skal hilse dig fra din datter”.

“Jaaaa”, svarer han med et blidt toneleje, som om han vågner fra sig selv.

“Hun kommer i morgen.”

“Jaaaaaa”, svarer han med gensynsglæde i stemmen.

“Hendes kæreste havde fødselsdag i dag. Jeg skulle hilse dig mange gange”.

Medicineringen
Karsten har sukkersyge. Derfor bliver hans blodsukker målt fem gange om dagen. Der holdes opsyn med om medicinen er tilstrækkelig, og det sikres, at blodsukkeret ikke er for højt. Simone finder blodsukkermåleapparatet frem. Bortset fra metalstykket i enden ligner det en gammeldags telefon med et stort display. Hun scanner sit navneskilt, bagefter Karstens ID og til sidst nummeret på medicinen.

“Vi skal også have målt dit blodtryk. Er det okay, Karsten?”

“Ja, gør du bare det”.

Han sidder helt stille i stolen. Venter bare.

“Ja, det er godt. Det er her i øreflippen, ikke også? Det har vi prøvet mange gange”.

Der lyder et kort klik fra øreflippen, bagefter dupper hun øret med et stykke vat, og fører måleren til øret; en dråbe blod og et par bip fra apparatet.

“Det klarede du så flot. Og dit blodsukker er også flot: 7.3, så det skal der ikke gøres mere ved”, siger Simone Hansen.

Bagefter sætter hun sondemaskinen i gang.

“Nu får du lidt mad Karsten, det kan du ikke mærke, det løber helt stille og roligt”.

Mange af de hjerneskadede patienter har problemer med at kontrollere deres mundvand, de er såkaldte tubepatienter. Enten fordi hjernecellerne, der normalt sender signaler afsted til halsmuskulaturen, er sat ud af spil, eller fordi patientens hjerneskade er så slem, at han eller hun ikke registrerer tilværelsen, og derfor ikke kan styre sit eget spyt eller slim.

“Hvis en patient får slim i halsen, og pulsen stiger helt vildt, så går vi hurtigt derned og suger slimen ud af halsen fra tuben”, forklarer hun.

På siden af hoften har Simone en “rover” fastpændt, en slags smartphone, som hun nu frigør. Det er tid til at registrere den medicin, Karsten skal have. Selvom det er omstændigt at scanne al medicin, er det vigtigt og smart, for på den måde sikrer hun, at det er den rigtige patient til den korrekte medicin. Hun pakker medicinen ud af indpakningen, finder en sprøjte i skuffen, og sprøjter det ind i sonden.

“Du skal have lidt b-vitamin, så får du en flot hårpragt, er det i orden Karsten?”

Karsten svarer igen ja.

“Vi måler også dit blodtryk”

“Nååååå, okay, jamen er det i orden eller hvad?”

“Det ser vi om lidt, nu måler vi”.

“Okay…”

Alt ser godt ud. Og det er tid til at tilse den næste patient. Simone Hansen aer Karsten på skulderen med fingerspidserne og siger på gensyn:

“Nu går jeg igen, du har klokkesnoren, så hiver du i den, hvis du vil i seng”.

Forskellige slags patienter
Simone Hansen har i dag ansvaret for to patienter. Karsten på 71 og Niels på 55, som er faldet i hjemmet. Faldet har angrebet Niels’ evne til at synke og styre sit spyt. Derfor trækker han nu vejret og synker sit spyt med hjælp fra en slange, som er indopereret i halsen, lige under struben. Niels forstår alting, og derfor er det særligt svært for ham ikke at kunne kommunikere:

Det stiller ekstra krav til vores behandling af ham. Han skal ikke kun hjælpes fysisk og emotionelt, men også stimuleres intellektuelt”, forklarer Simone Hansen.

Alle patienter har brug for tryghed. Mens Karsten ikke registrerer så meget på det bevidsthedsmæssige plan, så er han ekstrem følsom over for det sanselige. Hvis du med det samme begynder at behandle ham, uden først at ae ham på skulderen og langsomt skride frem, vil han blive utryg og modsætte sig behandlingen. Og med andre patienter er det helt omvendt, der ville det være umyndiggørende at begynde at “nusse” dem. De skal have et anderledes input og bliver glade og trygge ved at føre en reel samtale”.

Kommandocentralen
I mangel af bedre navne kalder de det Kommandocentralen, siger Simone Hansen med et smil, mens hun viser mig den vagtstue, hvorfra patienterne observeres. Hver ansat har eget skrivebord med en computer, hvorpå der skrives journaler, og en telefon hvorfra der ringes til pårørende og andre afdelinger.

Til morgenmødet planlægger lægen, fysioterapeuterne, social- og sundhedsassistenterne, ergoterapeuterne, talepædagogerne og sygeplejerskerne dagens gang. De taler om, hvordan patienterne har det, hvem er i tilbagegang og fremgang, og hvad er dokumenteret fra forrige vagt, som de skal være særligt opmærksomme på.

Særligt tre af patienterne er samtalens omdrejningspunkt. Den ene, en ung mand som er væltet på motorcykel, vil ikke erkende sin hjerneskade. Han tror stadig, at han kan bruge sin krop som før uheldet. Han er derfor til fare for sig selv. Han forlader sin seng i tide og utide, uden at kunne stå på benene og besvimer let. Derfor bliver han blandt andre af de mest udsatte patienter vist på en stor fladskærm, der hænger midt i Kommandocentralen, som personalet monitorerer.  Herpå vises også patientens blodtryk, temperatur og hjerterytme, og er uheldet ude, begynder en alarm at ringe med et lille display, der viser patients stuenummer.

Ved siden af overvågningsskærmen hænger en anden skærm inddelt i et skema, som personalet skriver observationer på:

“Grumset opkast, gammelt blod fra mavesæk siver ud af sonden, lindrer kvalme at åbne sonden og lade væsken sive i en pose, øget hikke, kun væskeindgift, afviser mad”.

“Stabil, rolig aften. Fungerer med pårørende. De har behov for støtte til at forlade stuen. Sovet med indgift melatonin kl 22. Drikker vand af tandkrus”.

Efter morgenmødet sætter Simone Hansen sig ind i sine patienters tilstand. Den forrige vagt har noteret, at Niels i de seneste dage har haft nedsat hørelse, ondt i hovedet, og ønsker at få skyllet ørerne. Det har han kommunikeret ved hjælp af en bogstavtavle, hvor han langsomt får fortalt sine vigtigste behov til Simone Hansen, de andre på afdelingen, og sin hustru, der besøger ham hver dag.

En alarm ringer
Mens det bliver vendt i Kommandocentralen, hvordan Karstens corona-prøve bedst håndteres, og om Niels skal træne i dag, eftersom han har ondt i hovedet begynder en alarm at bippe…

En mand på stue 87 forsøger at rejse sig fra sengen. Det lyder måske ikke livsfarligt. Men det er det. For han har ingen sygdomserkendelse. Han forstår ikke, at han er på Hvidovre Hospital, og slet ikke hvorfor, og nu vil han altså ud af sin seng. Problemet er bare, at så snart hans blodtryk falder, besvimer han, og lige nu er det svimlende lavt.

Simone Hansen rejser sig hurtigt fra stolen næsten i takt med to andre kolleger bevæger de sig mod stuen. Heldigvis sker der ikke andet, end at han finder vej tilbage i sengen. Uden besvær. Dagen kan begynde uden en svær situation.

En af de vigtigste komponenter i en godt behandlingsforløb er tilliden mellem patienten og plejeren. Plejeren skal bruge tillidsforholdet til at overtale patienten til at forstå sin situation og passe på sig selv. Patientens kranieplader er nemlig fjernet for at give plads til hævelse i hjernen, og han er stærkt faldtruet. Selv et lille fald kan forværre hans tilstand så drastisk, at et normalt liv aldrig kan blive en realitet.

Niels får besøg 
Senere på en af stuerne. Simone Hansens øjne flakker, mens hun fortæller om forholdet til de pårørende. Som om hun holder øje med noget i rummet. Og det gør hun også. En biplyd og et signal på en skærm signalerer, at en af patienterne har hevet i klokken. Det er Niels på stue 89, som er under hendes ansvar.

Da vi ankommer til stuen, hilser han pænt med den ene hånd. Han ligger i sengen halvt oprejst af puder og sengens elevation.

Straks peger han på bogstavstavlen, som Simone hurtigt sender i hans retning. Han peger med fingeren på hvert enkelt bogstav. Efter hvert færdiggjort ord mødes deres blikke, ligesom for at bekræfte om det er forståeligt, hvad han vil, eller om der skal flere ord til. Lidt efter lidt får han stavet en sætning.

“Hvornår kommer Margit?”

Margit er hans kone, og i dag er der besøg.

“Om ikke alt for længe, hun er nok lige på trapperne. Så skal du nok ud at have solskin, tror du ikke?”

“Men jeg skal lige en smut ned til medicinskabet og hente din mad og medicin, jeg er tilbage om lidt, ikke?”

I medicinrummet mødes man af en kold luft. Simone logger ind på computeren, finder navnet på medicinen, åbner skabene i det tæt lukkede rum. Hun ser koncentreret på sin liste, finder den rette medicin, kommer det hele i en boks og gør klar til afgang.

 

Foto: Simone doserer medicin i medicinrummet.

Men først hælder hun saltvand i et lille kammer i en maskine som forstøver saltvandet, og sørger for at halsen ikke bliver tør. Maskinen er tilkoblet den tube, som sidder Niels’ hals. Den hjælper ham med at opløse den slim, som er allermest tyk og sej.

Da vi kommer tilbage, fastspænder Simone ledningerne til sondemaskinen, indtaster den korrekte dosis på 250.

“Same procedure as last year, eller yesterday er det nok her”, griner hun til Niels, som returnerer med et skævt smil. Bagefter tjekker hun hans tube for at se, om der sidder slim fast og sprøjter vand i sonden.

“Vil du se fjernsyn, Niels?”

Han ryster på hovedet.

“Nu må det EM i fodbold snart begynde, synes du ikke?”

Han nikker og smiler.

“Så må vi håbe, at landsholdet kan levere”.

Niels sender et målrettet udtryk afsted, der signalerer stor tiltro.

Han peger på bogstavspladen igen.

Simone står med blok og skriver bogstaverne ned. Han vil gerne ligge ned. Men det er for tidligt på dagen. Det er vigtigt for hans overkropsmuskulatur og vejrtrækning, at han er oprejst en vis mængde tid om dagen. Sammen bliver de enige om et rimeligt hviletidspunkt. Mens der måles blodtryk, peger Niels mod sit hoved og signalerer med et forvrænget ansigtsudtryk, at han har ondt.

“Har du ondt i hovedet?”

Han nikker.

Allerede før vi kom ind på stuen var Simone Hansen bevidst om, at det var en af hendes observationsopgaver hos Niels at lægge mærke til en bedring eller forværring med hans hovedpine.

Mens Simone Hansen henter smertestillende, ankommer Niels’ hustru.

Forholdet til pårørende
Niels har fået sin medicin og Simone Hansen også har beroliget hustruen, som er bekymret over hovedpinen. Den minder hende om, da Niels først blev syg.

På afdelingen er relationen til de pårørende næsten lige så afgørende, som den til patienterne.

“Niels’ hustru er utrolig nervøs for, at han har ondt i hovedet, det minder hende nemlig om første gang, han blev dårlig, da han skulle opereres. Derfor har jeg tilkaldt en læge med den anbefaling, at Niels skal til scanning, og det giver hende mere ro”.

“Jeg fortæller, hvorfor han har ondt. Det skyldes højst sandsynligt den sidste operation, han fik foretaget. Derfor lægger jeg vægt på, at det ikke er usædvanligt med hovedsmerter efter en operation, men at det også er væsentligt at få det undersøgt. Vi skal hele tiden afbalancere den rå sandhed med omsorg”.

Typisk vil lægerne på afdelingen varetage de “svære” snakke, dem hvor fremskridt eller tilbagegang er samtalens tema. Men i dagligdagen er det social- og sundhedsassistenterne , der møder familien og patienten.

“Vi får en relation til familien og tit et ret tæt bånd. Patienterne kan være indlagt tre måneder og nogle helt op til otte måneder. I det møde skal vi sørge for at bevare håbet, men heller ikke give falske forhåbninger. Derfor taler vi ikke særlig langsigtet. Det er et forløb, som hurtigt kan gå den ene eller den anden vej. Vi forsøger at rose patienterne og fremhæve deres fremskridt. Det er nemlig utrolig vigtigt, at han og de pårørende tror på bedring”.

 

BLÅ BOG OM SOCIAL- OG SUNDHEDSASSISTENT SIMONE HANSEN

  • 47 år
  • Færdiguddannet social- og sundhedsassistent i år 2000 fra social- og sundhedsskolen på Nørrebro i København
  • Ansat på Hvidovre Hospital i 2006 på Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader, som hører under Rigshospitalet.

 


Læs også:

”Når fødslen er i gang, findes der ikke andet i verden end det, og man leverer sit allerbedste”
“Det er de små observationer, der redder liv”