Af Mie Margaard Sørensen

Tidligere sundhedschef i Viborg Kommune, Peter Borup Sørensen, har efter omkring 20 år som leder på sundhedsområdet sagt sit job op til fordel for en ny uddannelse som social- og sundhedshjælper. En modig og nervepirrende beslutning, som har vist sig at være den helt rigtige.

Siden Peter Borup Sørensen tidligt på sommeren tog valget om at opsige sit job som sundhedschef, har tankerne ledt hen på, om det nu var den rigtige beslutning, han tog. Men efter at have gennemført de første to ugers skoleforløb og den første uges praktik på Bøvling Ældrecenter er der ingen tvivl:

– Allerede efter den første dag i praktikken vidste jeg, at denne uddannelse er det eneste rigtige for mig. Jeg får lov at være tæt på, gøre en forskel for mennesker og har allerede ansvar for nogle opgaver. Jeg går hver dag hjem med en god mavefornemmelse og følelsen af at have gjort en forskel, fortæller Peter Borup Sørensen.

Og det var netop Peter Borup Sørensens passion, da han i sin tid uddannede sig til civilingeniør i byplanlægning: Han ville skabe gode rammer for borgernes trivsel. Problemet var bare, at han ikke kunne se frugten af arbejdet før om mange år, og det nagede ham. Men han vidste, at han brændte for noget med mennesker og at få lov at gøre en forskel i det virkelige liv. Og det får han får han lov til nu.


Tilbage på skolebænken

At skifte branche er dog ikke helt uden omstillinger. Den tidligere sundhedschef er tilbage på skolebænken for første gang i mange år, og selvom han er fyldt 60 år, har han nemt ved at tilpasse sig det lidt yngre segment.

– Det er sjovt at være tilbage på skolebænken. Vi får meget ny viden og bliver godt klædt på til praktikken. Og selvom der i klassen er en overvægt af helt unge mennesker, så fungerer det bare godt, siger Peter Borup Sørensen.

Også praktikken er anderledes end det stillesiddende kontorjob, Peter Borup Sørensen ellers har været vant til. Det var han dog forberedt på, da han med sine erfaringer fra sit ufaglærte job som sygehjælper i sin helt spæde karriere ved, hvad det kræver med et aktivt job:

Jeg ved jo, at mit nye job kræver mere af mig fysisk, og derfor har jeg brugt min sommerferie på at træne op til en aktiv arbejdsdag. Det er blevet til lidt styrketræning og nogle gåture. Og jeg kan da mærke, at det giver mig en helt anden energi at bevæge sig så meget i hverdagen. For eksempel drikker jeg en del mindre kaffe og har mere naturlig energi. Men jeg kan også mærke, at jeg er træt efter en arbejdsdag med masser af bevægelse og menneskelige relationer, der skal plejes, fortæller Peter Borup Sørensen.


En hverdag, der giver mening

På Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland, hvor Peter Borup Sørensen tager sine skoleforløb, hylder man også hans mod til at følge sin intuition og lave et så anderledes skift.

– Peters skift fra sundhedschef til social- og sundhedshjælperelev er et godt eksempel på, hvor vigtigt det kan være at opleve meningsfuldhed i hverdagen. Som social- og sundhedspersonale gør man helt konkret en forskel for andre mennesker – endda mange gange hver eneste dag – og det er få jobs, der kan leve op til det. Selvfølgelig er det også meningsfuldt at være sundhedschef, men det er alt andet lige lidt sjældnere at man som chef ser og fysisk mærker de mennesker, man gør en forskel for, fortæller Mads Haagensen, direktør på Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland.

At lave et jobskifte som Peters er en stor og modig beslutning at tage. Derfor håber han også, at han kan være til inspiration for andre i samme situation som ham selv.

– De mange reaktioner og kommentarer, jeg har fået på bl.a. LinkedIn, kunne tyde på der sidder andre hårdtarbejdende ledere og chefer derude, som også kunne tænke sig en anden balance i deres arbejdsliv og få mere direkte feedback på deres indsats. Så jeg håber min beslutning kan inspirere dem til at mærke efter, om de også skulle prøve noget andet, slutter den nye social- og sundhedshjælperelev.

Vil du vide mere om social- og sundhedshjælper uddannelsen?

Læs mere her: Social- og sundhedshjælper