Danske SOSU-skoler søger selvstændig og initiativrig kommunikations- eller journaliststuderende. Vi henter selv vores kaffe og papiret i printeren, så du kan bruge tiden fornuftigt med at gøre SOSU-uddannelsen og den pædagogisk assistent-uddannelse til attraktive uddannelser. Har du de gode idéer, lover vi at give dig muligheden for at prøve dem af.

Vi leder efter dig, der:

  • Går på en journalistuddannelse – eller noget, der minder om det
  • Altid kan opsnappe en god historie, når den suser forbi. Både på politiske, mediers og SOSU-skolernes news feeds, under den store familiefest, eller når snakken går i vinterbadeklubben. Du ved selvfølgelige også, hvordan du bygger historien godt op med cases og får bragt den videre ud i verden
  • Kender dine sociale medier og har en holdning til, hvordan vi bedst sætter dem i spil til at nå vores potentielle elevmålgruppe og relevante beslutningstagere
  • Ser det meningsfulde i at være med til at sikre en vigtig del af rekrutteringsgrundlaget til Danmarks velfærdssamfund.

Du er typen, der:

  • Ser udfordringer frem for problemer og hurtigt finder løsninger
  • Er nysgerrig af sind, og kan tale med mange forskellige mennesker fra grundforløbselever til direktører og beslutningstagere – og se en værdi i hver enkelt samtale
  • Ikke har noget imod at fejle i forsøget, hvis alternativet er aldrig at prøve noget nyt af
  • Altid er god for en sjov og kreativ idé.

Vi tilbyder:

  • En fleksibel og rar arbejdsplads, hvor du kan sparre med flere kolleger
  • Ansvar for egne opgaver og projekter samt frihed til at prøve kræfter af med forskellige kommunikationsområder alt efter dine interesser og evner, for eksempel:
    • Pressearbejde og overvågning
    • Skabe godt nyhedsflow til hjemmesiden
    • Ideudvikling og afvikling af events, for eksempel 30 års-jubilæum, folkemøde og kampagner
    • Sociale medier

Lidt om jobbet:

Danske SOSU-skoler er interesseorganisation for landets SOSU-skoler. SOSU-skolerne udbyder tre uddannelser: SOSU-hjælper, SOSU-assistent og pædagogisk assistent. Skolerne uddanner både unge og voksne elever, og vi skal tiltrække både dem, der kommer lige fra folkeskolen, ufaglærte samt folk, der skifter branche.

Vi fungerer som politisk talerør og sørger for, at skolernes interesse bliver varetaget hos beslutningstagere. Som kommunikationsafdeling samarbejder vi med skolernes kommunikationsfolk, og vores vigtigste eksterne opgave er igennem pressearbejde og eventmageri at brande uddannelserne positivt.

Du kommer til at sidde med dine egne ansvarsområder, men bidrager også til fælles idéudvikling, strategiarbejde og håndtering af hastesager.

Tid og løn: Gennemsnitligt 10-15 timer om ugen. Løn efter kvalifikationer.

Din ansøgning:

  • Skriv kortfattet (max trekvart side), hvem du er, og hvordan du ser dig selv bidrage til kommunikationsteamets opgave
  • Nedfæld 2-3 artikel-ideer om SOSU-uddannelsesområdet. Skriv gerne en rubrik, underbrik og en kort indledning på hver ide
  • Beskriv en idé til en event på for eksempel folkemødet eller i forbindelse med jubilæet. Vi har ikke noget stort budget at lege med. Til gengæld må du gerne lade som om, der ikke findes Corona
  • Hvis du vælger at vedhæfte CV, vil vi rigtig gerne høre om, hvad den pågældende erfaring har givet dig, som du kan bruge videre. Det betyder mindre for os, hvornår du afsluttede folkeskolen, eller hvor du var flaskedreng/pige. Har du allerede lavet journalistisk arbejde, vil vi meget gerne se det.

Tiltrædelse hurtigst muligt. Vi holder løbende samtaler, så skynd dig at sende ansøgningen, vi ikke må gå glip af, til pf@sosu.dk.  

For yderligere oplysninger kan du kontakte presse- og kommunikationsansvarlig Pia Fjorback på telefon 40 19 97 06.