Det er spørgsmålet, som SOSU-skoler er med til at svare på i et nyt partnerskab for at styrke erhvervsskoleelevernes demokratiske deltagelse.

Valgdeltagelsen blandt unge på erhvervsskoler er 25 procent lavere end blandt deres jævnaldrende på gymnasierne. Det viser en undersøgelse fra Københavns Universitet. Derfor samler Dansk Ungdoms Fællesråd samler nu 15 forskellige aktører i et nyt partnerskab for at styrke elevernes demokratiske deltagelse på erhvervsuddannelserne. SOSU-skolerne er med i partnerskabet.

“Vi bakker op om projektet, fordi vi ønsker at være med til at støtte, at så mange som muligt får forudsætningerne for at deltage i og bidrage til demokratiet i bred forstand. Projektet ligger i god tråd med det, der allerede foregår på SOSU-uddannelserne for at styrke og udvikle de unges lyst, mod og kompetencer til at deltage i og tilskynde den demokratiske dialog. Det er en vigtig og naturlig del af SOSU-fagligheden at danne gode relationer gennem forståelse for og udøvelse af empati, værdighed, kommunikation, medbestemmelse og respekt. Det gælder i forhold til blandt andet klassekammerater, borgere og samarbejdspartnere på tværs af fagligheder,” siger Michael Esmann, sekretariatschef i Danske SOSU-skoler i pen pressemeddelelse fra DUF.

Partnerskabet mødes første gang mandag den 28. januar.

I de næste måneder skal partnerskabet analysere årsagerne til den manglende demokratiske deltagelse og selvtillid hos erhvervsskoleeleverne og give en række anbefalinger til at vende udviklingen. Derefter skal der arbejdes for at implementere anbefalingerne enten direkte på skolerne eller ved at påvirke lovgivningen.

Udover Danske SOSU-skoler deltager foreløbigt Dansk Ungdoms Fællesråd, Center for Ungdomsforskning, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Tænketanken DEA, Uddannelsesforbundet, Undervisningsministeriet, DI, Dansk Erhverv, FOA, Dansk Metal, 3F, Produktionsskoleforeningen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner i partnerskabet.

Læs mere

Pressemeddelelsen fra DUF

“Jeg føler mig altid lyttet til og respekteret”

Video: Drømmer du om at hjælpe andre mennesker i deres hverdag?