Væk med mundbindene fra på mandag og ikke flere pinde i næserne fra den 1. august. Skolerne kan se frem til en mere almindelig hverdag

Af Pia Fjorback

Fra på mandag begynder udfasningen af de mange restriktioner, der har præget vores hverdag – også på skolerne. Til at begynde med, kan vi allerede på mandag smide mundbindet. Og efter sommerferien er det slut med test to gange om ugen.

Lisbeth Nørgaard, der er formand for Danske SOSU-skoler glæder sig over endelig at kunne se frem til en normal hverdag på skolerne.

”Det er dejligt, at vi igen kan have fuld fokus på kerneopgaven: At uddanne dygtige medarbejdere til en sektor, der mangler dem. Jeg glæder mig over, at skolerne snart kan slippe restriktionerne; blandt andet smide mundbindene, begynde at arbejde på tværs af smittebobler og målrettet sætte ind på det gode skole- og læringsmiljø for at skabe trivsel på skolerne”, siger hun.

Tusind tak for den fælles indsats!

Og det har da været et svært og uforudsigeligt år ifølge formanden, men hun kigger også tilbage på et år med stor kreativitet, holdånd og stor fælles indsats fra både medarbejdere og elever.

”Tusind tak for den fælles indsats er vist på sin plads at sige her!” lyder det prompte til dem alle fra formanden.

”Vi er kommet godt og helskindet igennem en meget særlig periode. Det kunne vi ikke have gjort uden den grad af fleksibilitet både medarbejdere og elever har vist på landets skoler. Det er så godt at vende tilbage til normale omstændigheder!” siger formanden, der også gerne vil rose samarbejdet med parterne.

”Der har været et virkeligt godt samarbejde mellem kommuner og skoler om fortsat at uddanne elever i en svær tid. Nu skal vi være opmærksomme på, om der er elever, der har brug for et fagligt løft efter tiden med onlineundervisning. Men det er der heldigvis både lovmæssig opmærksomhed på og ressourcer til at kunne gøre”.