Under corona-lukningen kan indtil videre knap 500 elever fra social- og sundhedsskolerne færdiggøre deres uddannelse via video-eksamen – og flere elever kan fremover blive klar til at gøre en forskel for andre. Hør her fra tre nyudklækkede faglærte fra social- og sundhedsskolerne.

Mindre end et døgn efter at en nødlov gav mulighed for at holde afsluttende prøver som video-konference med elev, censor og eksaminator, kunne de første elever sætte flueben ved en veloverstået eksamen. Her fortæller tre elever, hvordan de oplevede det.

Pia Nørregaard, social- og sundhedsassistent. Foto: Social- og Sundhedsskolen Fyn

Pia Nørregaard, nyuddannet social- og sundhedsassistent fra Social- og Sundhedsskolen Fyn:

”Det var virkelig en behagelig oplevelse, og jeg vil anbefale andre at tage imod tilbuddet om onlineeksamen. Det betød, at jeg kunne fokusere fuldstændig på min egen fremlæggelse. Jeg kunne gå derhjemme i fred og så bare logge mig på systemet, da det blev tid. Først var jeg lidt nervøs. Hvad hvis det hele gik ned? Men skolen hjalp mig med at teste det inden, og op til ek-samen var jeg helt tryg ved, at skolen havde styr på alt det tekniske. Det var meget vigtigt for mig at blive færdig til tiden. Jeg havde ikke samvittighed til at gå hjemme, når jeg ved, at der er så meget brug for os – særligt lige nu. Og så giver det kriller i maven og booster selvtilliden at jeg nu har papir på det, jeg kan, og jeg glæder mig til at begynde på arbejde på et rehabiliteringscenter 15. april.”

 

 

Coneluz “Connie” Sonico Nørregaard, social- og sundhedshjælper. Foto: privat

Coneluz “Connie” Sonico Nørregaard, nyuddannet social- og sundhedshjælper fra Diakonissestiftelsen på Frederiksberg:

”Jeg var meget taknemlig for tilbuddet om online-eksamen. Det betød rigtig meget for mig at kunne blive færdig med min uddannelse, så jeg kan komme ud at hjælpe andre. Det er mit mål. Da skolen lukkede, stod jeg der, ét skridt fra at være færdig med min uddannelse og med en aftale om job bagefter, men uden at vide, hvornår jeg komme til afsluttende prøve. Så da det her var det en kæmpe mulighed for mig. Jeg var lidt nervøs inden eksamen, om internetforbindelsen ville holde? Heldigvis er vi rigtig gode til at tale sammen og hjælpe hinanden på holdet og der var godt samarbejde med vores vejleder. Og så var det egentlig meget nemt. Der er ikke noget at være bange for. Jeg kan kun anbefale at gå til prøven over video.”

 

 

Kent Nielsen Dalsgaard, pædagogisk assistent. Foto: Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg

Kent Nielsen Dalsgaard, nyuddannet pædagogisk assistent fra Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg:

”Jeg er typen, der godt kan lide at stå op til eksamen og aktivere andre, så jeg var lidt nervøs for, hvordan det skulle gå med en video-eksamen. Men det fungerede supergodt. Det betyder alt at blive færdig til tiden. Det er en dato, man har vidst siden den dag, man begyndte på uddannelsen. Det er stressende at gå i uvisheden om, hvorvidt den dato holder. Der er spørgsmål som: Hvad med min ansættelse hos praktiksted, hvis min uddannelsesaftale når at udløbe? Hvad med jobsøgning bagefter, hvis jeg ikke bliver færdig? Nu kan jeg søge job som færdiguddannet, selv om det er en speciel situation at skulle søge i. Jeg er fuld af respekt for, at regeringen har givet lov til en online eksamensform, og jeg er glad for, at også andre får muligheden.”

 

Stor indsats fra alle

Det betyder uendeligt meget både for eleverne og samfundet, at lovmæssige rammer giver mulighed for at skolerne også her under corona-epidemien kan sende fuldt uddannede social- og sundhedsmedarbejdere ud at arbejde i sektoren, mener formand for Danske SOSU-skoler, Lisbeth Nørgaard.

”Vi befinder os i en tid, hvor der er særligt stort behov for dygtige faglærte social- og sundhedsmedarbejdere, og alle parter har været indstillet på at få løst udfordringen med afvikling af prøver, men skolerne er fysisk lukkede. Der er lagt et stort arbejde fra både elever, medarbejdere og ledelse på skolerne i at få video-eksaminationerne op at køre, og det er glædeligt med de mange positive tilbagemeldinger. Det vidner om stor velvilje, fleksibilitet og kompetencer hos alle”, siger Lisbeth Nørgaard.

Det er frivilligt, om eleven vil tage imod tilbuddet om onlineeksamen. Hvis eleven takker nej, udskydes prøven, til den igen kan holdes med fysisk tilstedeværelse. I alt er der planlagt 968 afsluttende prøver fra midten af marts til april 2020 for de tre uddannelser til social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent og pædagogisk assistent. Frem til juli 2020 er der planlagt i alt 2.083 afsluttende prøver.

Læs også

SOSU-skoler klar med hjælp til corona-beredskab

Ny nødlovgivning sender sosu-elever til video-eksamen