I to intensive dage var en arbejdsgruppe med gode kræfter fra social- og sundhedsskolerne samlet for at give grundforløbsprøven et kærligt eftersyn.

En klar og solrig 2. december og en rå og regnvåd 3. december samledes en arbejdsgruppe bestående af seks repræsentanter fra social- og sundhedsskolerne i Korsør for at sætte grundforløbsprøverne under lup.

Formålet med arbejdet er at komme med bud på, hvordan bedømmelseskriterierne kan præciseres og prøverne tones endnu mere i forhold til de tre uddannelser: social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent og pædagogisk assistent.

”Det er et spændende arbejde at være en del af. Vi får drøftelser af, hvordan vi understøtter det sigte, at grundforløbsprøverne er begyndelsen på elevernes videre uddannelse og læring på hovedforløbet, og hvordan vi vægter og bedømmer de forskellige kompetencer, eleverne skal bringe i spil i forhold til de enkelte uddannelser. Det er et fælles arbejde, som bestemt også er nyttigt i arbejdet med prøverne på den enkelte skole”, siger Brian Sångren, der er med i arbejdsgruppen og underviser på SOSU Østjylland.

Derudover består arbejdsgruppen af Ilse Jæger fra SOSU H, Karen Nordby Thøgersen fra Social- og Sundhedsskolen Syd, Annette Helga Ipsen fra SOSU Esbjerg, Anna Opstrup Larsen fra Randers Social- og Sundhedsskole, Bente Christensen fra Social- og Sundhedsskolen FYN, Tina Rosenkjær fra ZBC og Michael Kümmel fra Danske SOSU-skolers sekretariat.

Arbejdet med grundforløbsprøverne begyndte allerede i 2015. Siden er de justeret flere gange. Det faglige udvalg, PASS, anmodede i efteråret 2019 om endnu en række præciseringer. Det er det, der arbejdes på nu.  I september var omkring 50 repræsentanter fra social- og sundhedsskolerne samlet til en temadag på SOSU Esbjerg, hvor der blev samlet input til arbejdsgruppens videre bearbejdning.

Med udgangspunkt i skolernes input og arbejdsgruppens to dage i Korsør udarbejdes der i den kommende tid et udkast til justerede fælles standarder for grundforløbsprøven. De justerede standarder skal drøftes med PASS og sendes derefter ud til skolerne. Justeringerne vil ikke have indflydelse på prøverne i december/januar.

Der følges op på næste temadag, som holdes 23. april 2020.

Læs også

Inspiration til kvalitet i individuelle forløb på social- og sundhedsuddannelserne