Det er positivt, at over 80 procent gennemfører deres SOSU-uddannelse, men der skal fokus på de 14% af eleverne, hvis uddannelse ophører i løbet af de første tre måneder af hovedforløbet.

14 procent af de elever, der begynder på hovedforløbet til SOSU-assistent eller SOSU-hjælper falder fra uddannelsen. For erhvervsuddannelserne generelt er frafaldet på hovedforløbet 7 procent.

Frafaldet sker i de første tre måneder, hvor eleverne er i praktik. Opsigelsen kan være sket fra både arbejdsgiverside eller fra eleven selv. Årsagerne kan være mange forskellige, men en af de største udfordringer er at gå fra en skoleverden ud i et arbejdsliv. Især for de unge elever. Det forklarer formand for Danske SOSU-skoler, Jeppe Rosengård Poulsen. Momentums analyse viser, at frafaldet for elever på SOSU-hjælperuddannelsen er på 18-19 procent for elever under 25 år, mens det kun er 12,3 procent blandt de 25+årige.

“Man har ændret uddannelsen med den konsekvens, at nogle af vores elever ikke er mere end 16-17 år, når de første gang kommer ud i hjemmeplejen. For mange unge er det en hård konfrontation, og hoppet er altså stort, selvom man er blevet forberedt på skolen. Det handler også om, hvilken ballast man har med sig. Måske har man aldrig stået ansigt til ansigt med et rigtig sygt menneske før”, siger Jeppe Rosengård Poulsen til KL’s nyhedsbrev Momentum.

Den antagelse bakkes op af Julie Vendelbo Jensen. Hun er elev på hovedforløbet til SOSU-assistent og ansat ved Lemvig Kommune. I øjeblikket er hun i skole på Social- & Sundhedsskolen, Herning, på skolens Holstebroafdeling.

“Folk kan være unge i den her uddannelse, og det er vigtigt, at man er klar til det, man skal ud til. Vi har med mennesker at gøre. Vi lærer en masse ting på skolen, men at stå i praksis er en hel anden sag. Der sker rigtig mange uforudsete ting, som man ikke kan planlægge,” siger Julie Vendelbo Jensen til P1 Public Service.

85 procent gennemfører

Jeppe Rosengård Poulsen forklarer, at SOSU-uddannelserne adskiller sig fra øvrige erhvervsuddannelser. At det kan være nemmere som mester at være opmærksom på den enkelte lærlings behov og at der en anden tradition og arbejdskultur i SOSU-faget, hvor man hurtigt bliver tænkt ind i at skulle løse opgaver og løfte et stort ansvar.

Han ser det som et fælles ansvar, at eleverne gennemfører uddannelsen. Der er en opgave i både at forberede eleverne fra at gå fra skole til praktik og at tage godt imod dem i praktikken. SOSU-skolerne vil gerne være med til at se på mulighederne for at styrke eleverne til praktikforløbet ud over de initiativer, der allerede er i gang på skolerne.

”Vi skal hæfte os ved, at 85 procent af de elever, der starter, bliver færdige og bliver dygtige medarbejdere. Men vi skal have ekstra fokus på de sidste”, siger Jeppe Rosengård Poulsen i DR Public Service.

Mere om frafald på SOSU-uddannelserne

Momentum: SOSU-eleverfalder fra dobbelt så ofte som andre erhvervsskoleelever

Indslag i P4 Morgen (ca. 1 time og 55 minutter inde i programmet)

Indslag i P1 Public Service (ca. 25 minutter inde i programmet)

Mange flere skal uddanne sig til jobbet som SOSU