Samlet set begynder flere elever på de uddannelser, som social- og sundhedsskolerne udbyder. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

I 3. kvartal 2019 sammenlignet med samme periode i 2018 er antallet af elever, der begynder på grundforløb 2 til en social- og sundhedsuddannelse eller pædagogisk assistentuddannelse, steget med 22%.

”Det er meget positivt, at der generelt set kommer flere elever på vores uddannelser. At der er så markant fremgang på grundforløb 2 vidner om, at social- og sundhedsuddannelserne ikke kun er for de helt unge, men er uddannelser, som også appellerer til de, der ikke kommer lige fra folkeskolen. Derfor er det vigtigt, at vi i debatten og indsatsen for rekruttering og fastholdelse til social- og sundhedsuddannelserne også fokuserer på kvalitet, indhold og værdi for denne målgruppe,” siger Lisbeth Nørgaard, formand for Danske SOSU-skoler.

Der ses dog en nedgang på grundforløb 1, Sundhed, omsorg og pædagogik, på 7%.

På grundforløbene til de enkelte uddannelser ser tallene således ud:

  • Grundforløb 2, social- og sundhedsassistent: 12 % stigning (fra 1.342 elever til 1.507 elever)
  • Grundforløb 2, social- og sundhedshjælper: 34 % stigning (fra 904 til 1.210 elever)
  • Pædagogisk assistent-uddannelse: 32 % stigning (fra 203 til 267 elever)
  • Grundforløb 1, Sundhed, omsorg og pædagogik: 7 % nedgang (fra 2.60 til 1.918 elever)

I alt begyndte 2.984 elever på en social- og sundhedsuddannelse eller en pædagogisk assistentuddannelse i 3. kvartal af 2019. Det betyder, at disse tre uddannelser står for godt 10 % af den samlede tilgang på erhvervsuddannelserne. På alle erhvervsuddannelser 28.801 på et grundforløb i 3. kvartal 2018, mens tallet for 2019 er 28.881. Dermed er tilgangen til grundforløbene på erhvervsuddannelserne generelt set uændret.

Læs mere og find tallene på ministeriets hjemmeside