SOSU-skolernes Videnscenter for Velfærdsteknologi samler ledelse, lærere og elever om fremtidens velfærdsuddannelse.

Den rivende velfærdsteknologiske udvikling kommer uomtvisteligt til at ændre SOSU-elevernes arbejdspladser fundamentalt i fremtiden. Ledere og undervisere er nøglepersoner, når det kommer til at klæde eleverne på til at gøre teknologien til hjælpemidler for eleverne – så ikke eleverne bliver hjælpemidler for teknologien i stedet. Videnscenter for Velfærdsteknologi Øst står klar med støtte og ekspertise til at implementere velfærdsteknologi i undervisningen.

”Det er vigtigt at alle SOSU-elever har lige vilkår og adgang til de teknologier vi investerer i. Vi giver jeres elever mulighed for at arbejde med teknologier som Virtual Reality – VR, hvor eleverne arbejder med virtuelle mennesker for derved at opnå færdigheder og tryghed inden mødet med et ægte, levende menneske”, siger Maj Britt Weidinger, projektleder for videnscentret.

Gennem VR kan eleverne blandt andet få indsigt i livet med en psykiatrisk diagnose gennem særligt udviklede VR-scenarier fra psykiatrien. VR kan også forberede eleverne på opgaver som at lokalisere tryksår og svamp, udføre korrekt nedre toilette og fokusere på egne hygiejniske arbejdsgange.

Mennesket i centrum

”Vi viser de unge, at de på en social- og sundhedsuddannelse får viden og kompetencer til at håndtere teknologi samt være innovative og omstillingsparate i deres opgaveløsning. Men vi lærer dem også at være kritiske over for teknologien, så den menneskelige pleje og velfærd er i centrum”, siger Maj Britt Weidinger.   

Videnscenteret samarbejder bredt med SOSU-skolerne i Østdanmark, virksomheder, producenter, kommuner og andre uddannelsesinstitutioner om at tiltrække de rigtige elever, der kan blive nøglepersoner i fremtidens velfærdssamfund.

” Vi arbejder med fokus på skolernes pædagogiske tilgang og at eleverne uddannes til at håndtere den teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked”, siger Maj Britt Weidinger.

Videnscentret har allerede været på besøg på alle skoleafdelinger i Østdanmark, men kommer gerne igen.

Nysgerrig efter mere?

Kontakt videnscentret

Undervisningsmateriale og nyheder på videncentrets hjemmeside

Mød SOSU-skolernes videnscentre på Folkemøde

Video: Instruktion i Raizor

Videoen er den første i rækken af Videnscenter for Velfærdsteknologi Østs flipped classroom, der kan bruges direkte i undervisningen. Videoen viser, hvordan Raizeren bruges og lægger op til nogle reflektionsspørgsmål i undervisningen.