I 2016 vandt Olivia Rohde Danmarksmesterskabet i SOSU. Hun kom i landsdækkende medier og skulle repræsentere Danmark ved EM. For første gang turde hun at være stolt af sin uddannelse, og oplevelsen gjorde hende stærkere i sit fag, hvor hun har arbejdet i psykiatrien siden. I dag læser hun videre til socialrådgiver, fordi familielivet kræver andre arbejdstider. Og fordi hun stadig kan arbejde med landets svageste borgere – samtidig kan hun bruge sine evner som social- og sundhedsassistent i uddannelsen.

Af Pia Fjorback

Da Olivia Rohde droppede Handelsskolen til fordel for en uddannelse som social- og sundhedsassistent var det med følelsen at liste ud ad bagdøren og håbe, at ingen så hende. ”Nej nej, det er KUN, fordi jeg skal læse videre til sygeplejerske”, lød svaret til alle, der måbende bad om en forklaring.

”Det var lidt flovt, at jeg var social- og sundhedsassistent-elev, mente jeg, men efter jeg blev færdig, har jeg aldrig haft tanker om at være andet. Det giver så meget mening”, fortæller Olivia Rohde.

Da konfettien sprang, og Olivia og Mettes navne gjaldede ud fra den store scene i Fredericia Messecenter i 2016, var det slut med at være flov.

”Jeg har altid været lidt påvirket af, hvad andre mente om uddannelsen. Samtidig med, at jeg gerne ville gå mine egne veje. At vinde DM gjorde, at nu kunne jeg virkelig være stolt. Jeg plastrede min Facebook til med vores bedrifter. Det var vigtigt for mig at sige: ’Se, hvad vi har gjort, se hvad vi kan!’ Jeg var i Aftenshowet og gav interviews i radioen. Det var ret vildt og et kæmpe skulderklap. Det var fedt at kunne repræsentere faget positivt.”

Hvorfor meldte du dig til Skills-mesterskaberne?

”Jeg har altid holdt af at læse og studere. Derfor tænkte jeg også, at jeg skulle læse videre. Under Skills-forberedelserne – både til Regionsmesterskaberne, til DM – og senere til EM, hvor jeg kun var mig, havde vi privatundervisning. To dygtige lærere var tilknyttet os hele tiden. Det udviklede mig, og jeg blev virkelig dygtig til mit fag.

Nu læser jeg til socialrådgiver, fordi min mand er ambulanceredder, og vi har brug for, at en af os har mere normale arbejdstider. Jeg mangler halvdelen af studiet, og jeg kan bruge meget fra mit arbejde som social- og sundhedsassistent. Vejlederne er glade for, at jeg har den baggrund, og studiet er en hel del nemmere for mig. Det giver mig desuden muligheden for stadig at arbejde med de svageste mennesker i samfundet. Dem brænder jeg for, og det er bestemt ikke faget, jeg ønsker at udskifte.”

Foto: Olivia, Lars Løkke Rasmussen og hendes makker Mette ved DM i Skills i Fredericia Messecenter i 2016.

Hvad er vigtigt for dig i dit arbejde?

”Jeg har arbejdet i psykiatrien og på et bosted for folk med psykiske lidelser. Det har altid været formålet med min uddannelse at arbejde med syge mennesker. Vi håndterer medicin, vi hjælper dem med at komme ud i samfundet og støtter dem til at deltage i fællesskaber eller dagligdagsting som at komme ud at handle. Vi har samtaler med dem, hjælper dem til at forstå deres sygdom, og vi giver dem omsorg og håb ved at hjælpe dem til små sejre i hverdagen.

Sidst, jeg var på arbejde, havde jeg en af de oplevelser, hvor man tænker: ’Okay, det er derfor, jeg laver det her. Det giver jo så god mening!’ Vi fik en unge pige ind, og det var hendes første møde med psykiatrien. Det er ret skræmmende for de fleste. Hun havde lukket sig helt i og sagde ikke noget. Da jeg blev hendes kontaktperson, åbnede hun sig langsomt, kom ud og drak eftermiddagskaffe med de andre og begyndte at tale. Jeg mødte hende lige dér, hvor hun var. I hendes frygt og angst for symptomerne. Jeg kunne fortælle hende, at det var helt normale sygdomstegn og ikke noget, hun skulle skamme sig over. Jeg fortalte om de handlemuligheder, vi har på stedet og kunne berette om patienter, der var gået friske ud ad døren igen efter et par uger. Det er det, vi kan, os ”på gulvet”, der har den daglige kontakt med patienterne. Give dem den tryghed og ro, som de har brug for i dét øjeblik, og som er så vigtig for at få det godt igen.”

 

Fakta

– Olivia Rohde vandt DM i Skills i 2016 sammen med makkeren Mette. Olivia deltog året efter i EM, hvor Danmark for første gang var repræsenteret
– DM i SOSU foregår i år den 28.-30. april i Høng
– Fem regions-vindere kæmper om titlen som Danmarks bedste SOSU, der for kun anden gang i SOSU-skills historien giver adgangsbillet til EM i 2023 (EM er udskudt på ubestemt tid pga. situationen i Ukraine)
– Finalisterne får udleveret cases, hvor de skal agere med deres viden fra uddannelsen i en given plejesituation
– Skills er en årlig begivenhed, der har til formål at vise landets erhvervsfag frem og finde de erhvervsskoleelever med de bedste ”skills” i Danmark.

 

Læs mere om DM i Skills her.


Læs også:
– SOSU på hospital: “Nogle gange mister vi dem helt, men når man ser dem få livet tilbage, findes der ikke et bedre job”
– SOSU-skoleleder: Vi skal skabe vores helt egen “højskoleånd”