I tæt samarbejde med læger og sygeplejersker, observerer social- og sundhedsassistent Tanja Wahlkvist udviklingen hos svært skadede patienter på Rigshospitalets Afdeling for hjerne- og nervekirurgi. Hendes opmærksomhed udgør hver eneste dag forskellen på liv og død.

 

Af Tobias Lauritzen 

I Rigshospitalets kældergange er social- og sundhedsassistent Tanja Wahlkvist ved at finde en nyvasket uniform frem fra lageret. Seks etager over hende ligger de to patienter, Maria og Peter, som hun i dag skal observere og pleje på Afdelingen for hjerne- og nervekirurgi på Rigshospitalet. Begge kæmper de for livet. Maria har været inde og ude af bevidstheden i seks år, og Peter er vågen, men ude af stand til at stå op eller gå efter en nylig operation i hjernen. Patienterne på afdelingen indlægges med sygdomme i hjernen. Typisk forekommer indlæggelsen efter operation i hjernen og efter hjerneblødninger.

Vagten begynder med, at Tanja Wahlkvist læser sin kollegas observationer igennem. Journalerne hjælper Tanja Wahlkvist med at vurdere, hvad hun skal være særligt opmærksom på. Så da hun træder ind på stuen og laver sine observationer, har hun allerede nok informationer til at vide, at den ene af hendes patienter kræver ekstra opmærksomhed i dag.

I løbet af en vagt foretager Tanja Wahlkvist og sygeplejersken tre systematiske gennemgange af patientens tilstand og vitale værdier. Det er vigtigt med flere observationer, da selv en stabil patient i løbet af kort tid kan opleve store udsving og pludselig være i overhængende livsfare.

“Her på afdelingen har vi nogle af de mest sårbare patienter. De er ramt i hjernen og derfor hele kroppen. Hvis en patient kan snakke normalt, men pludseligt ikke kan reagere eller tale, kan det være forskel på liv og død, at vi opdager forandringen hurtigt og tilkalder en læge”, fortæller Tanja Wahlkvist.

Den første observation
Det er tid til første observation, der begynder på stue 65. På hospitalssengen ligger Maria, som har en hjerneskade og haft problemer med at holde sig ved bevidsthed siden 2014, men nu er i bedring.

“Kan du klemme min hånd?”, spørger Tanja Wahlkvist.

Maria kan svagt klemme i hånd, og det er positivt. Over Maria hænger en skærm, der viser hendes hjerterytme, vejrtrækningsrytme, og temperatur. Alt ser normalt ud.

På sin rover, en slags smartphone, registrerer Tanja Wahlkvist tal fra 1-10, om hvordan patienten reagerer på sundhedstjekket. Bagefter sammenligner hun sine observationer med den tidligere vagt. På den måde holder afdelingen hele tiden øje med frem- eller tilbageskridt i patienternes tilstand.

I starten af den tidligere vagt kunne Maria godt klemme hånd, men derefter er det noteret, at hendes reaktionsevne er blevet svagere og svagere. Tanja Wahlkvist har derfor en vigtig opgave foran sig, for hvis forværringen fortsætter, skal en læge tilkaldes.

“Nå, Maria. Kan du fortælle mig, hvor du er?”
“Hjemme”.
“Er du hjemme? Tror du ikke, at du er et andet sted?”
“Rigshospitalet”.
“Ja, det er rigtig Maria. Du er i gode hænder her. Hvorfor er du her?”
“Fordi jeg fik en hjerneblødning”.
“Kan du huske, hvilket årstal vi har?”
“2017, nej ’19?”
“Det er 2021 nu. Men det er helt naturligt, at man kan glemme lidt, når man er kommet til skade med sit hoved. Det kommer igen, Maria”.

Fra sin lomme finder Tanja Wahlkvist en slank lommelygte frem.

“Maria, nu lyser jeg i øjnene, kan du åbne øjnene?”

Maria kan kun åbne øjnene halvt, så Tanja Wahlkvist hjælper hende med at løfte øjenlåget helt op. Med lommelygten lyser hun Maria i øjnene for at se, om pupillerne trækker sig sammen.

“Det ser fint ud. Meget fine øjne”.

Selvom Maria har været i bedring i det seneste år, er det desværre begyndt at gå den forkerte vej. Tanja noterer, at Marias ansigt hænger lidt i den ene side, og det kan være tegn på ny blødning i hjernen.

Maria har også svært ved at rynke på panden eller smile. Tanja rykker på puderne, som støtter hende under armene for at løfte Maria mere op i sengen. Der kommer nemlig en rallende og boblende lyd fra mund og hals, og det kan tyde på, at hun har slim i halsen, der generer hende. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan det blive nødvendigt at få hendes svælg suget med en slange.

Da observationen er slut, tilkalder Tanja en sygeplejerske for at tale om, at Marias ansigt hænger i højre side. Efter observation tilkalder sygeplejersken en læge, som vurderer, at der skal laves en CT-scanning for at tjekke efter blødninger i hjernen.

“Det er derfor, at vores arbejde er så vigtigt. Vi tjekker flere gange i en vagt alle de her ting, og det kan ændre sig fra observation til observation, om en patient er kritisk eller stabil. Vi justerer observationshyppigheden alt efter patientens tilstand. Da jeg mødte ind i forgårs, havde en patient ved første tjek gul hjernevæske, og det er fint, helt normalt. Men pludselig var væsken knaldrød, og så mistænker man også en blødning, så hun blev ligesom Maria sendt til CT-scanning”.

En urolig patient
Flere patienters største problem er hukommelsen. Den ene dag kan de være konfuse og ikke forstå, hvor de er. Den næste er de klar over, at de har fået en hjerneblødning eller har fået fjernet en tumor og derfor er indlagt på afdelingen. Fælles for flere af dem er de ramt på motorikken, de har svært ved at holde balancen, nogle kan ikke gå selv.

Tanja Wahlkvist er nu ved at notere sine observationer. For hver patient findes en avatar, hvor man kan se, hvilken kropsdel der er opereret, og hvor patienten har komplikationer:

  • Kirurgisk sår i venstre side af hovedet
  • Kirurgisk sår i venstre øre 
  • Ernæringssonde fra højre næsebor
  • Kateter med temperaturføler.

Tanja Wahlkvist noterer, at Marias pupiller var runde/ovale, at mundvigen var hængende i højre side, at hun reagerede på tiltale.

Mens hun noterer på computeren, er Peter på vej ud af sengen. Skærmen over os bipper, fordi hans hjerterytme er steget markant. Tanja rejser sig og skynder sig ind på stuen.

“Hvor skal du hen, Peter?”
“Jeg skal tisse”.
“Okay, Peter. Det forstår jeg. Men du kan ikke rejse dig uden at kalde på hjælp, du må ligge ned”.

Peter kan ikke stå selv. Hvis han kommer ud af sengen, vil han blot falde og slå sig. Hans vejrtrækning intensiveres og giver nogle hæse hvæs. Hans ansigtsudtryk er utrygt. Tanja Wahlkvist tager hans hånd, holder den og aer ham stilfærdigt med den anden.

“Peter, skal du tisse eller det andet?”.
“Tisse”.

Hun løfter slangen, som leder til hans kateter, så han kan se den.

“Prøv at se her. Du er så heldig, at du har et kateter. Det er en slange i dit urinrør, du kan slappe helt af og lade din urin komme ud”, siger hun og løfter posen, der hænger på siden af sengen, hvor urinen ender.
“Du kan bare tage den med ro og lade urinen komme ud, du behøver ikke komme på toilet, Peter”.

Aftensmad
Efter en time med ro på afdelingen er det blevet tid til aftensmad. På sin skærm aflæser Tanja Wahlkvist, hvor mobil patienten er, så hun ved, om patienten skal have hjælp til at hente maden, skal have sonde, eller få maden serveret på en bakke i sengen.

“Hej Ole, så er det tid til aftensmad”.

Ole skal have hjælp til at komme hen til bordet med mad. Derfor har Tanja Wahlkvist klargjort en mobil talerstol, den er indstillet til hans højde, og hun hjælper ham med at læne sig ind over stolen, der har to støtteflade, hvor armene kan ligge, mens han holder fast i to håndtag.

“Hold fast her på håndtaget, ja det er rigtig fint, nu er man også ved at være godt sulten, hva?”.

Sammen går de få meter, indtil han er ved stolen, hvor han kan sætte sig ned. På en bakke står maden klar. Det er vigtigt, at patienten hver dag bruger sin egne kræfter for at bevare sin muskulatur, forklarer Tanja Wahlkvist.

Efter aftensmaden bliver patienterne gjort klar til natten. Men først går de mest mobile patienter en tur på gangen. De sengeliggende bliver vasket, får børstet tænder, og selvom flere ikke er ved fuld bevidsthed, fortæller Tanja Wahlkvist dem i roligt stemmeleje, at det er tid til nattesøvn. Til sidst lægger hun dem i en god position med kroppen, så de undgår tryksår.

Om lidt er der vagtskifte, og den næste SOSU-assistent ankommer.


Læs også:
SOSU-assistent på fødegangen: ”Når fødslen er i gang, findes der ikke andet i verden end det, og man leverer sit allerbedste”
Fra kundepleje til demenspleje
Når små ting gør en stor forskel