Danske SOSU-skoler takker for muligheden, men ærgrer sig over den smalle ramme for forsøgene.

I foråret offentliggjorde undervisningsminister Merete Riisager (LA), at hun ville åbne op forsøg, der skal give mere frihed og fleksibilitet på erhvervsuddannelserne.

Tidligere i november var der deadline på ansøgningerne. I alt er der indsendt 90 ansøgninger om forskellige erhvervsskoleforsøg på baggrund af invitationen fra undervisningsminister Merete Riisagers (LA). Det blev til otte ansøgninger fra SOSU-skolerne, blandt andet inden for to-sprogede og EUX.

Forsøg på grundforløb 1 forbudt

Forslagene kunne have været flere, hvis rammerne havde været til det. Eksempelvis at udvide målgruppen for grundforløb 1, som ministeren ellers oprindeligt åbnede op for. Eller at udvide grundforløb 2 for særlige grupper.

Ærgerligt, da det er netop forsøg på grundforløb 1, som SOSU-skolerne virkelig gerne vil. Sådan lyder meldingen fra sekretariatschef Michael Esmann i en artikel i Altinget Uddannelse.

Det kan ikke lade sig gøre, fordi forsøgene ikke må koste penge eller udvide uddannelsestiden. Begrænsningerne betyder, at det kun er muligt at skrue på ”små håndtag”, mener Michael Esmann, som dog hilser ethvert tiltag velkommen.

”Vi har alle en interesse i at få øget søgningen til erhvervsuddannelserne. De små håndtag flytter måske ikke det store, men det er dem, vi kan dreje på i øjeblikket. Derfor er der også en stor vilje til at forsøge sig frem”, siger han.

For snæver ramme

Den smalle forsøgsramme betyder, at skoler har måtte afholde sig fra at søge, herunder hans egen skole, fortæller formand for Danske SOSU-skoler Jeppe Rosengård Poulsen i samme artikel.

”Rammen blev i sidste ende for smal. Der var for mange ting, man ikke måtte, hvilket gjorde det svært at skabe forsøg, der faktisk kunne bibringe noget nyt. Jeg er dog med på, at ting hænger sammen, hvorfor det kan være problematisk at lave alt for omfattende forsøg”, siger Jeppe Rosengård Poulsen.

Fra SOSU-skolerne har SOPU i København og Hillerød, SOSU Nord, Randers Social- og Sundhedsskole, Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg, SOSU Fredericia-Vejle-Horsens, Social- & Sundhedsskolen, Herning og ZBC SOSU Sjælland indsendt ansøgninger.

Forventningen er, at skolerne får svar på deres ansøgninger i slutningen af januar 2018. De godkendte forsøgene forventes at kunne sættes i gang fra august samme år.

Læs også

Læs hele artiklen i Altinget uddannelse (kræver login)
SOSU-skolerne takker for grønt lys til forslag