logo
Navn
§ 1. Foreningens navn er ”Bestyrelsesforeningen for Social- og Sundhedsskoler” (B-SOSU).
 
Medlemmer
§ 2. Som medlem af foreningen kan optages enhver social- og sundhedsskole samt institutioner, der af Undervisningsministeriet er godkendt til at udbyde social- og sundhedsuddannelsen.
Stk. 2: For institutioner, der har en anden struktur end foreskrevet i Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, træffer Bestyrelsesforeningens bestyrelse beslutning om repræsentation efter individuel ansøgning.
 
Formål
§ 3. Foreningens formål er 
• at varetage social- og sundhedsskolernes interesser over for Undervisningsministeriet og andre offentlige myndigheder,
• at sikre et samarbejde mellem social- og sundhedsskolerne og
• at koordinere samarbejde med andre foreninger og organisationer om opgaver af fælles interesse.
 
Generalforsamling
§ 4. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Stk. 2. Generalforsamlingen består af medlemmer udpeget af og blandt de enkelte institutioners bestyrelser.
Stk. 3. Bestyrelsen kan invitere gæster til at overvære generalforsamlingen. Generalforsamlingen kan beslutte, at disse kun kan deltage i nærmere angivne dele af forhandlingerne.
Stk. 4. Ved afstemninger har hver medlemsinstitution én stemme. Stemme afgives af formanden for medlemsinstitutionens bestyrelse eller et af denne befuldmægtiget medlem af samme bestyrelse. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt til tredje part.
Stk. 5 Generalforsamlingen vælger en formand for foreningen. Valgbare er alle bestyrelsesformænd på medlemsinstitutionerne.  Formanden for foreningen vælges for 2 år ad gangen og er født formand for foreningens bestyrelse.
Stk.6. Generalforsamlingen vælger yderligere 3 medlemmer til bestyrelsen. Valgbare er formænd og næstformænd i bestyrelserne på medlemsinstitutionerne. 2 medlemmer vælges for 1 år og 1 medlemmer for 2 år. Desuden vælges 1. og 2. suppleanter for 1 år. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og kasserer.
Stk. 7. Generalforsamlingen vælger en revisor. I tilfælde af den valgte revisors forfald udpeger bestyrelsen en revisor-suppleant blandt foreningens valgbare medlemmer
Stk. 8 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Det indkaldes skriftligt (via e-mail) med en måneds varsel. Med indkaldelsen følger en af bestyrelsen udarbejdet dagsorden. Enhver medlemsinstitution kan senest 14 dage før mødets afholdelse forlange et eller flere punkter optaget på dagsordenen. I så tilfælde udsendes en revideret dagsorden en uge før mødets afholdelse.
Stk. 9 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er tilstede.
Stk. 10. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, dersom bestyrelsen finder det påkrævet, eller mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter ønske derom. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel.
Stk. 11. Alle beslutninger træffes med almindeligt stemmeflertal, bortset fra vedtægtsændringer, jf. stk. 13, og nedlæggelse af foreningen, jf. § 6 stk. 2.
Stk. 12. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum omfatte følgende punkter:
a) Valg af dirigent
b) Valg af referent
c) Valg af stemmetællere
d) Årsberetning ved formanden
e) Regnskabet for perioden 1. januar – 31. december
f) Fastsættelse af budget og kontingent
g) Eventuelle indkomne forslag
h) Valg i henhold til vedtægternes § 4,
i) Eventuelt
Stk. 13. Vedtægtsændringer skal vedtages med 2/3s flertal af de fremmødte medlemmer.
 
Bestyrelsen
§ 5. Bestyrelsen varetager foreningens løbende forretninger og repræsenterer foreningen over for offentligheden, ligesom den retsligt tegner foreningen over for tredjemand.
Stk. 2. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 3. Bestyrelsen er berettiget til at lade de daglige forretninger varetage af et sekretariat, ligesom det kan knytte særlige sagkyndige til sig. Sekretariatet varetager kassererfunktionen.
Stk. 4. Bestyrelsen kan nedsætte særlige sagkyndige udvalg, hvori der også kan være medlemmer, der ikke er medlem af foreningen.
Stk. 5. Det påhviler bestyrelsen at indkalde til generalforsamling i henhold til vedtægterne.

Udtræden af og nedlæggelse af foreningen
§ 6. Enhver medlemsinstitution kan udtræde af foreningen med 1 års varsel til den 1. januar. Et udtrædende medlem kan ikke kræve andel i foreningens formue.
Stk. 2. Beslutning om nedlæggelse af foreningen forudsætter, at der træffes beslutning herom på en ordinær eller ekstraordinær Generalforsamling. En sådan beslutning kræver mindst tilslutning fra halvdelen af medlemsinstitutionerne.
 
Overgangsparagraf til gældende vedtægter
§7. Denne paragraf er en overgangsparagraf til gældende vedtægt vedtaget på repræsentantskabsmødet den 4. Maj 2015 og bortfalder med afholdelsen af foreningens ordinære generalforsamling i 2016.
Stk. 1. På det ordinære repræsentantskabsmøde i 2015 vælges 2 bestyrelsesmedlemmer af en periode på 1 år. Der vælges 1. og 2. suppleant for 1 år. Der vælges 1 revisor i en periode på 1 år.
Stk.2. Der vælges ikke revisorsuppleant på det ordinære repræsentantskabsmøde i 2015.
Stk.3 Bestyrelsen udpeger, i tilfælde af revisors forfald et medlem, der fungerer som revisorsuppleant frem til generalforsamlingen 2016.
 
Stiftelse
Foreningen er endeligt stiftet, når mindst halvdelen af social- og sundhedsskolerne har indmeldt sig i foreningen.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 1. marts 2006.
Revideret på ordinært repræsentantskabsmøde den 15.september 2009.
Revideret på ordinært repræsentantskabsmøde den 19. september 2013.
Vedtaget på ordinært repræsentantskabsmøde den 4. maj 2015.